Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
og da vilde absolut Løitnant Hvidt følge mig
hjemover. Da vi passerede Kirkegaarden, lagde vi Merke
til, at der netop var opkastet en Grav, hun gamle
Igle-Maren nede paa Fattighuset var nemlig død og skulde
begraves Dagen efter. Løitnanten begyndte at blive
sentimental og gik og vrøvlede om, hvor forunderligt
det var at se en Kirkegaard i Maaneskin, og den aabne
Grav, og en hel Del sligt Tul.
Jeg sagde, at jeg ikke syntes det var rarere at
se det nu end ved Dagslys, naar man har en god
Samvittighed da, lagde jeg til, for det tænkte jeg, han
kunde have godt af, men han blev ved med sit og
var svært høitidelig.
Da vi var komne lige ved Kirkegaardsmuren, hvor
Igle-Maren skulde ligge, saa faar vi se noget hvidt,
der ligesom uafladelig reiste sig i Graven.
Løitnanten greb mig i Armen: «Ser De — det
er noget, som rører sig —.» Han skjalv i Knæerne,
og jeg saa, hvorledes han blev aldeles hvid i
Ansigtet.
Det var jo ikke frit for andet, end at jeg ogsaa
blev lidt hed med det samme, men saa sagde jeg til
mig selv: «Vær nu ikke jaalete, Asta, du er da vel
vokset fra Spøgeri.»
«Kom skal vi gaa ind og se, hvad det er,»
hviskede jeg til Løitnanten. «Nei,» svarede han, «man
skal lade de døde hvile i Fred.» «Aa for no’
Sludder,» sagde jeg, «dette er da noget levende,» men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
