Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
103
troet sin Martinus tilligemed hele Tidens Ung-
dom ganske anderledes forstandig eller gammel-
klog, ja, hvis han skulde gjort rigtigt Regnskab,
vilde han have bekjendt, at han i Grunden troede
sig yngre end sin Søn. Og nu maatte han til
at være den Gamle.
»Jeg har sagt Dig« vedblev han, »at jeg
ikke vil tale til Dig som Fader, men som Ven,
og en ældre, erfaren Ven vil Du dog erkjende
mig for. Nu vel, jeg forsikrer Dig, jeg giver
Dig mit Æresord paa, at den romantiske Kjær-
liøhed ikke, som den har Udseenide af, kan
gjøre to Mennesker lykkelige. Parole d’honneur!
Det tvivler Du da ikke om.«
Martinus begyndte at føle sig ganske vel
ved Samtalen; hans Fader løftede ham til Roman-
tiker, Romanhelt. Med en Slags Koketteri holdt
han sig i Rollen og svarede: »Dit Æresord kan
jeg naturligvis ikke drage i Tvivl. Men Du kan
kun forsikre, hvad Du tror, og ikke, hvad
der er.
»Hør nu«, sagde Oberstløjtnanten meget
alvorlig, »jeg vil fortælle Dig min egen Historie.
— Det er saa kort Tid siden, Din Moder døde,
at Du selv kan sige, om Huset ikke var godt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
