Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Der var Noget i dette, som mishagede mig
— ikke netop i, at man gjorde Kur, men i, at
hun sagde det, i Tonen og Smilet, hvormed hun
talte. Jeg troer, Gud forlade mig det, at jeg
tog det som noget Lavet. Jeg var blevet tryg
og skjødesløs, og jeg svarede, maaske med lidt
Ironi: Ja, Du har jo endnu Din smukke Næse,
lille Hedvig.
Det var et utilgiveligt Ord, og det er heller
ikke blevet mig tilgivet. Der er ogsaa det
Slemme ved et saadant Ord, at man aldrig kan
tage det frem igjen, undersøge det med hin-
anden og ligesom faa det til at dunste bort.
Det gled hen — for mig var"det, som det var
gledet af —, og jeg maatte saa meget snarere
komme til at skuffe mig selv, som der dukkede
noget Andet op, tilsyneladende noget ganske
Andet, hvorved jeg blev bragt i Uro.
En Dag kom jeg hjem, tidligere end hun
havde ventet mig, og saa sad hun med alle Hu-
sets Glas stillede op foran sig og græd. Naa,
de vare jo alle tilsammen ikke mange, og simple
vare de ogsaa for den, som havde Øje derfor.
Hun fik ikke Tid til at skjule Graaden, og saa
tilstod hun, at hun var barnagtig: hun vilde
gjerne selv have nogle-fine Glas. Ja, det lovede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
