Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
152
ligvis umulig kunde være med en saadan Over-
raskelse og Beundring som mit paa ham. Men
kom der altsaa ikke imellem os et af de liden-
skabelige Venskaber, som ere mulige i den Alder,
og hvortil jeg var anlagt, saa opkom og vedblev
indtil det Sidste et uforstyrret godt Forhold, og
det uagtet vi snart bleve Rivaler. I Førstningen
turde jeg knap se op til ham, men saa skete no-
get ganske Lidt — eller noget Betydeligt, ligesom
man tager det — og blev afgjørende.
K. C. Nielsen var syg, og jeg havde endnu
ikke seet ham; en anden Lærer læste Latin for
ham i Klassen. Alle Drengene undtagen Broder-
sen, Duxen, talte om, hvor streng han var, og jeg
var ganske angst for, at han skulde komme sig.
En Dag, uden foregaaende Varsel, var han til-
stede: en smækker Mand paa omtrent tredive Åar,
lidt over Middelhøjde, meget bleg, med grøn
Skjærm over Øjnene. Jeg skottede op i hans
Ansigt, men kunde ingen Strenghed se, ingen an-
den end, som jeg nu vilde sige, Renhedens, og
den gjorde underlig godt, medens den unegtelig
ogsaa skræmmede. Han hørte os ikke i vore
Lektier, men anstillede en Slags almindelig Ex-
amination, med nogen Skarphed, men uden Vrede,
ej heller Ros eller Dadel, indtil sidste Øjeblik, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
