Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
Rigdom —, kunde forstaa Alt, ogsaa al Bekymring
og Sorg og give den Ord, men ikke dele den.
Det kunde jo være et Skin, der vilde svinde, naar
man fulgte ham ind i hans Aflukke; men hvo
kunde det, og hvor megen Umage gjøre vi Men-
nesker os i saa Henseende overfor hinanden, før
det er for silde? Egoistisk beskjæftigede, som vi
i Reglen ere, tage vi imod den Mening, der ligger
i Luften, den, som vi ved at færdes imellem hver-
andre paa vor uvilkaarlige, overfladiske Maade selv
lægge i Luften, og som efter Ordsproget «Der gaaer
ikke Røg af en Brand 0.s8.v.» har nogen Sand-
hed i sig og gjør Tjeneste, for at et Individ skal
have sin Smerte. Jeg tog det med nogen Malice
som sandt, blev paa eget Ansvar Organ for hint
ubestemmelig Svævende og havde min Glæde deraf.
Senere har jeg lagt Mærke til, at Andre, der have
skrevet om eller imod mig, have paa lignende
Maade været Organer for noget Uretfærdig-Retfær-
digt, der laa i Luften.
Dengang traadte i min Forestilling hint Bi-
dende tilbage for det spøgende Opdigtede om Co-
ronato og Frater tacilurnus, og jeg var saa til-
freds dermed — saa barnagtig, kan siges —, at
da jeg næste Gang mødte Kierkegaard, spurgte
jeg ham, om Artiklen i «Corsaren» nu var komisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
