Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - En Jøde - Tredje Del - 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
256 EN JØDE
Herkomst, havde Josinski og Jacob fundet et Tilflugtssted.
Saasnart Jacobs Saar tillod det, havde Josinski hemmelig
og omringet af Farer begivet sig paa Vejen med ham ud-
over den strengt bevogtede Grænse. Men Rejsen og den
indre Uro havde gjentagne Gange kastet Jacob tilbage paa
Sygelejet, og Aarets skjønneste Tid var hengaaet for de to
Venner i Kummer og Lidelser.
Det var nu ud paa Sommeren, og Tiden til deres Ad-
skillelse nærmede sig. Jo nærmere: den kom, desto mere
ordknap og næsten barsk blev Josinski, han syntes næsten
at være vred paa Jacob, fordi han skulde skilles fra ham.
Den sidste Aften, da Vadsækken laa snøret paa Bor-
det mellem Vaaben og Rejsetøj, gik han hvert Øjeblik
ud for at gjøre sig en Spadseretur i Omegnen; men hver
Gang kom han hurtig tilbage og satte sig tavs ved Vinduet.
Endelig sagde han: ,,Du sidder ogsaa hele Aftenen uden
at mæle et Ord; man skulde tro, vi vare to Kærlinger;
der stode i Begreb med at skilles.”
»Josinski, jeg tænker paa mange af de Timer, vi have
tilbragt sammen; hvo ved, om vi nogensinde mødes igjen.”
»Du kan jo rejse med mig!"
»Du ved jo nok, hvad der drager mig hjemad. Føj Du
hellere mig og følg med til Danmark, det er endnu ikke
for sildig at forandre Din Plan.”
»Hvad skulde jeg uden Maal og Med i Danmark? — —
Nej, jeg indser nok, vore Veje ere ikke længer de sam-
me, vi maa skilles.”
Efter en lang Tavshed tog Josinski atter Ordet: ,,Hvor
Stedet dog passer til Tiden. Bagved disse svagt belyste
Bjerge ligger Alt i et gaadefuldt Mørke ligesom Fremtiden.
Mellem de dunkle Masser rører sig kun Bækken, der
springer ned over Klippeblokkene, næsten som et levende
Væsen; snart skjuler den sig i Mørket, snart spiller den
i Maanens spøgelseagtige Lys, som om en Tanke pludselig
greb den, men i næste Øjeblik var glemt. Det er den
aldrig slumrende Erindring om mit Fædreland."
Han vedblev: ,,Man ved ikke selv, hvor stærk man er.
For et Aar siden, i Warschau, da Polen endnu havde et
Folk, en Armee, og Sejren smilede til vore Vaaben, da
vilde den blotte Tanke om en saadan Tid, som nu er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
