Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erindringer fra min Onkels Hus - Tømmerpladsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ERINDRINGER FRA MIN ONKELS HUS 313
Derpaa gik han, idet han ligesom instinktmæssig stadig
søgte Skyggen, hen til den Side af Tømmerpladsen, der
vendte ud til Naboens Vænge, og blev en Tidlang staaende
der ganske stille. Imidlertid vendte jeg Piben af min
Bøsse henimod ham, for, naar jeg anraabte ham, at se
truende ud, og gjorde mine to Pistoler færdige; tog ogsaa,
ærlig talt, en Slurk af Vinflasken for at styrke mit Mod.
Lidt efter hørte jeg en sagte Hvisken, hvorpaa jeg saa
et Brædt i Plankeværket blive skudt ud, og — en ung
Pige steg gjennem Aabningen ind paa Pladsen.
I dette Øjeblik paakom mig en Følelse af Skamfuldhed:
Der sad jeg med en dobbeltløbet Bøsse, det ene Løb ladet
med Kugle, det andet med Hagl, to skarpladte Pistoler og
en Flaske Vin, som jeg næsten havde tømt for at holde
Modet oprejst. Og den frygtelige Fjende, imod hvem jeg
saaledes var væbnet lige indtil Tænderne, var ingen Anden
end den blide Gud Amor.
Nu begreb jeg meget godt den stakkels Fyrs Uro — i
en Alder af atten Aar har man Sympathi med Sligt.
Ogsaa det, at der netop hver fjerde Nat var Larm, be-
greb jeg; det var formodenlig den en for alle Gange, i
Mangel af Korrespondance, aftalte Mødetid.
Det Eneste, jeg kunde have imod det Hele, var, at jeg
ikke selv var i Svendens Sted; thi jeg kjendte meget
godt den unge Pige; det var Hattemager Petersens Datter,
vor smukke Naboerske. Sidste Vinter havde jeg danset
med hende paa Borgerhballet, og der laa dengang i det
dunkle, blaa Øje en ungdommelig Sorgløshed og derhos
en næsten bakkantisk Glæde over Dansens Hvirvel, som
bragte mit Hjerte til at banke hurtigere.
Det elskende Par var imidlertid gaaet tæt forbi mig og
forsvandt i et af Lysthusene i Haven. Jeg stirrede i nogen
Tid op til Maanen og faldt saa i Søvn paa mit haarde og
ensomme Leje.
Næste Dag pintes jeg svarlig af den Hemmelighed, jeg
bar paa. Jeg smilte flere Gange saa skjelmsk som mulig
til Hansen, hostede og sagde: Hm! hm! men han syntes
aldeles ikke at mærke det og bevarede en urokkelig Alvor.
Det gjorde et underligt Indtryk paa mig, at min For-
trolighed saaledes blev tilbagevist. Hemmeligheden, der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
