Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Paris (1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470 FRA PARIS 1850
andet Navn kalde det Dæmoniske: et vist Oprør i Blodet,
maaske en indre moralsk Uro, forenet med juridisk Selv-
tillid og Lyst til at vise den. Jeg kan ikke forklare det
anderledes.
Politiofficeren svarede igjen, idet han gik ud: ,,Vi have
Intet at gjøre her," og lukkede Døren efter sig.
I underlig, kaad Triumf over at have trodset Politiet
gjorde R. — der ellers viste sig korrekt og velopdragen
— med Fingeren paa Næsen det Tegn, "der ”elsteds”1
»Midshipman Easy" anbefales som et Frimurertegn, men
som i Reglen kun bruges af Børn for at gjøre Nar ad
hinanden.
Han havde ikke gjort Regning paa, at han stod i fuldt
Lys, og at han kunde ses gjennem Glasdøren og den
tynde Gaze.
I samme Nu for Døren op som for en Stormvind,
Stuen fyldtes med Politi, Officeren greb R. i Kraven og
raabte: ,,De har ikke villet modtage Politiets Høflighed,
nu skal De føle, hvad Politiet er!f I et Sekund var R.
som hvirvlet ud af Stuen. Paa Gangen raabte han: Min
Hat! — Officeren vendte sig med særegen, kold Høflighed
til os og sagde: Pardon, monsieur et madame, le chapeau
de cet homme!). En Betjent eller Soldat tog Hatten,
Døren lukkedes, og der sad vi, noget nær forstenede. Ende-
lig begyndte Amélie at græde, og jeg gik ud paa Gangen.
Der var Intet at opdage; Alt dødsstille. Jeg gik tilbage i
Stuen, til Vinduet og saa ud. Ved Skin af nogle Lygter,
der bevægedes hid og did, kunde jeg skimte en Slags
Vogn, der lignede den, hvori man hjemme i Kjøbenhavn
ved Hundedagstid kaster (eller kastede) de tegnløse, fangne
Hunde. Den satte sig i Bevægelse; men jeg tænkte ikke
videre derved. Jeg havde den Forestilling, at R. var taget
i Forhør, enten i selve Huset eller paa nærmeste Politi-
station, og at han efterat have opgivet Navn, Stand o.s. v.
vilde af Republikens Politi faa Lov til at gaa igjen.
Snart blev jeg dog utaalmodig over den fuldstændige
Stilhed, og Amélie, der vel ikke var mindre utaalmodig
og videbegjærlig, foreslog, at jeg skulde spørge Opvar-
teren. Det vilde jeg nødig, men ringede dog. Opvarteren
1) Undskyld, min Dame og min Herre. Denne Mands Hat.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
