Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra Paris (1850)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
478 FRA PARIS 1850
mente han, naar han fik en godt Glas Bourgogne. ,,Det
er ikke forbi endnu", tilføjede han; ,,der bliver lagt
Sag an imod mig, og jeg vil lægge Sag mod ham, der ar-
resterede mig."
Det var vort sidste Møde for dengang; min Afrejse var
fastsat til næste Dag.
Da jeg igjen kom til Paris, var han en af de Første,
jeg opsøgte. Han saa meget daarlig ud, bleg og med hule
Kinder, men var næsten ligesaa livlig som forhen, og
han sagde, at han endda var glad ved, at jeg kunde
gjenkjende ham. Jeg spurgte, om han havde været syg,
og han svarede: ,Jeg har ikke været rask, siden vi saas;
jeg fik en Lungebetændelse og har mistet den ene Lunge,
foreløbig. De husker da nok den Nat! Jeg blev dømt i
en Bøde af 100 Francs for Uartighed imod Politiet; men
han, der arresterede mig, blev ogsaa for Overgreb dømt
.….…. jeg fik Oprejsning ..,. men ikke et nyt Bryst.” —
Nattens Begivenheder stillede sig med stor Tydelig-
hed for min Erindring, og jeg kunde ikke undgaa en
besynderlig Paavirkning af den Tanke, at saa Meget,
et helt Livs Sundhed, var blevet afgjort ved noget, idet-
mindste tilsyneladende saa Ubetydeligt som hin Bevæ-
gelse af Fingrene paa Næsen.
»Men," sagde jeg endelig, , fik De ikke at vide, hvor-
for Politiofficeren havde det fjendtlige Sindelag imod
Dem, som han viste ved at begaa Overgrebet?”"
»Nej, det kan jeg kun "gjætte mig til: Det var salen
ham. Man vilde gribe Lejligheden til Hævn for Noget
fra gammel Tid, og jeg er vis paa, at havde man ikke
fundet Lejligheden, da jeg satte Fingeren paa Næsen,
saa havde man fundet en anden, inden jeg var sluppet
ud af Huset. — Men de have ingen Hævn faaet!" til-
føjede R. med pludselig oprømt eller snarere inderlig
Tone: ,Jeg har aldrig været lykkeligere end nu. Jeg
betragter det Hele som Betaling for Noget, der skulde
betales, og nu har jeg ikke Lyst eller Fristelse til at
gjøre synderlig ny Gjæld. Sommetider synes mig, at jeg
er blevet svag, til andre Tider, at jeg er blevet mere
Menneske. Hvergang jeg holder fast paa det Sidste, er
jeg lykkelig.”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
