Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 41
uden vilde Fader gjerne have, at jeg til Gjengjæld skulde
fortælle ham Noget, betro ham Noget, behandle ham
med aaben Tillid. Den manglede det heller ikke paa;
men netop fordi han gjorde sig Umage derfor, kunde
jeg aldrig finde Noget at fortælle ham; Alting forsvandt
under min Søgen efter Noget, der var ham værdigt.
Medens han nu saadan gik med mig, fik jeg pludselig
Øje paa Højen med de graa Ringe, og skjønt dette hen-
hørte til en Verden i mit Indre, hvorom jeg ellers var
tavs til Alle, gav jeg pludselig efter for Lysten til at
tale og raabte: ,,Fader, ved Du, hvorfra de graa Rande
komme?”
»Ja, min Dreng," svarede han, ,,;naar Faarene græsse
paa en Høj, gaa de altid saadan i Kreds og nedtræde
Grønsværet.”
Fader kunde ikke ane, hvilken Virkning dette Svar
gjorde. Først var jeg skamfuld over at være bleven nar-
ret; men derpaa gik det op for mig, at jeg ogsaa havde
taget fejl med Hensyn til alle de andre Steder, hvor jeg
havde henlagt Scenen for vidunderlige Ting, og efter-
haanden kom saa i Stedet for den stille, uforstyrrede
Hvilen i Omgivelserne en Længsel efter den fjerne Ver-
den, hvor Vidunderne virkelig havde tildraget sig. Det
Lyseste og mest Farverige saavelsom det Alvorligste, Mør-
keste, jeg saa i mit skjønne Hjem, indeholdt altid en
Antydning om noget Uset, der overgik det, og saaledes
var jeg kommen ind i det Romantiske — hvis det ellers
er sandt, at Romantiken beror paa en Følelse af to
adskilte Verdener.
Tiltrods for Husets Soliditet var der Noget tilstede,
som altfor tidlig og altfor stærkt kunde have udviklet
denne Længsel; thi hele vort Samliv var egenlig gjen-
nemvævet med Forestillingen om Adskillelse, og hvilken
Ro Moder end udbredte over Husets Gjerning, var der
dog — hvad jeg senere desværre skulde blive klog paa —
ofte i hendes Stemme og i enkelte tilfældige Ord en Hen-
tydning til en ganske anden Adskillelse end den, at jeg
engang skulde til Kjøbenhavn. Men Ritmesteren var ikke
den Mand, i hvis Nærhed man, eller i det Mindste jeg,
fik Lov til at falde hen i Drømme. Han holdt selv Hest,
M. Goldschmidt i Folkeudgave. V 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
