Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 47
Faders Ord var kommen til at betragte mig selv som en
Forbryder imod Gud, en Kain, og havde en uforklarlig
Fornemmelse, omtrent den, at Menneskene nu ikke havde
noget Krav paa mig. Hverken Fader eller Ritmesteren
eller endog Moder kunde faa mig til at tale og give efter,
og medens jeg for en lang Tid var berøvet alle mine
Fornøjelser, forbudt at ride, skyde o. s. v., led jeg under
et værre Tryk, end Nogen anede, indtil jeg en Dag gik
ind til Enken og Drengen og bad dem om Forladelse,
saa var Trykket borte.
Jeg var dengang omtrent ti Aar og havde faaet endel
Undervisning af Sognepræstens Kapellan, der hver Dag
kom nogle Timer paa Gaarden. Nu fandt man, at jeg
burde føres sammen med Drenge, som jeg ,,ikke saa let
kunde kujonere", og Fader tog mig over til en Herre-
mand, der boede en halvanden Mils Vej borte og holdt
Huslærer til sine fem Sønner, af hvilke den yngste var
paa Alder med mig. Der gik stort Ry i Egnen af denne
Huslærer; han var forskreven fra Kjøbenhavn paa Grund
af sin Dygtighed, fik ni hundrede Daler aarlig Gage for-
uden Ridehest o. desl. Min Faders Ønske, at jeg skulde
deltage i Undervisningen, blev beredvillig efterkommet,
og Husfruen tilbød at give mig Nattely, naar jeg i daar-
ligt Vejr, navnlig om Vinteren, ikke kunde ride hjem.
Den yngste Søn hed Valdemar og vilde være Søofficer.
Da vi mødtes første Gang, spurgte han, hvad jeg vilde
være, og da jeg svarede Kavalleriofficer, ytrede han sig
haanlig om Landetaten, hvorpaa vi kom op at slaas. Vi
vare lige stærke og sloges med største Lidenskab, bog-
stavelig saa længe vi kunde røre os. Da vi næste Gang
mødtes, droges vi til hinanden ligesaa sympatetisk, som
vi først havde været antipathiske, og der udviklede sig
mellem os en saadan Hengivenhed, at jeg aldrig senere
har haft Plads til rigtigt Venskab for nogen Anden. Jeg
følte en sand Forelskelse, en sugende Længsel, naar jeg
var borte fra ham, en dyb, glad Tilfredsstillelse, naar
jeg var ham nær. Intet, som jeg ejede, var for godt, det
havde nu ikkun Værd for mig som Middel til at gjøre
ham en Fornøjelse, og noget Lignende var Tilfældet paa
hans Side. Han var saadan en smuk, blond, aaben Dreng
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
