Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 ARVINGEN
og havde kun den Fejl, at han stammede lidt; men det
kom kun af, at han skyndte sig for meget med at tale,
og senere, da han blev vænnet af hermed, kom der i
hans forsigtige Maade at tale paa noget vel Samlet, vel
Betænkt, Tilforladeligt, der forøgede hans Elskværdig-
hed:"Det Eneste,-der:i: nogen Tid generede mig var al
han hed Valdemar, saa at i vort Venskab han var Kon-
gen og jeg kun Bispen; men da han ikke gjorde For-
dring paa Souverainetets-Rettigheder, blev Navnets Over-
herredømme efterhaanden glemt. Ritmesteren syntes godt
om mit nye Venskab og overhovedet om det større Ung-
domsliv, som nu engang imellem droges til Gaarden.
Uagtet han havde sine Svagheder, imponerede han dog
ved sin statelige Holdning endog Herremandens ældste,
sextenaarige Søn; han forstod sig paa saa Meget, var
praktisk, havde ungdommelige Interesser, og naar vi red
ud otte i Tallet — thi Fader fulgte gjerne med — var
det et lykkeligt, larmende Tog, som Ritmesteren, end-
skjønt han ikke gjorde sig latterlig ved at kommandere
militærisk, dog førte an.
Jeg mærker, at jeg ikke har holdt kronologisk Orden.
Da jeg var imellem fem og sex Aar, forefaldt en Be-
givenhed, der et Aars Tid efter bragte mig den første
Glæde og senere skulde skaffe mig meget mere. Jeg fik
en Søster, og det var mig, der lærte hende at gaa. Jeg
var kommen til at lege med hende og havde stillet hende
ved en Stol, hvori hun holdt sig fast; thi jeg mente, at
hun kunde godt staa, naar hun vilde. Saa vilde jeg have
hende over til en anden Stol, der stod nogle Skridt borte;
men alle Opfordringer hjalp ikke, hun stirrede tavs paa
mig med sine store, brune Øjne. Saa tog jeg et Jordbær
og spurgte, om hun vilde have det, og pludselig gav
hun slip og løb over til mig og greb med den ene
Haand i Stolen og Jordbærret med den anden. Hvil-
ken besynderlig Henrykkelse, da hun saadan pludselig
blev Menneske! Hvor jeg forkyndte over hele Gaarden,
at hun kunde gaa, og at jeg havde lært hende det! Af
dette lille Øjeblik og den sjælelige Tilknytning, det efter-
lod, kan jeg svagt, tilnærmelsesvis forstaa, hvorledes en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
