Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54 ARVINGEN
kere hen derover og synes at have et fjernere Maal og
en strengere Vilje nu, da Kornet ikke længer med sine
blide Svajninger ledsager dens Bevægelser. Skovens Grøn-
hed er afløst af mange Farver, af den gamle Egs Bronce,
den unge Egs Rødt, Bøgens gule Løv. Det ser i Afstand ud
som en kraftig Rigdom; trænger man ind i Skoven paa
sin Søgen efter Vildt, saa mærker man, at det er Visnem
og Død, og Livskraften ’slaar op i En og siger, idet man
følger Sporet: Jeg skal overleve dette. Folkene møde i
store, lange Støvler og træde haardt, men ere endnu ikke
plumpt indhyllede i Vinterdragt. Alt tramper rask gjen-
nem Naturens Rige; der er ingen Blomster, ingen Æg,
intet Kræ, som skal fredes; Alt staar ved sig selv be-
redt til at blive rusket i af Himlens Vinde. Der er saa
megen Adskillelse, saa mange Tegn paa en Vilje, der har
sin egen Tanke med Smaat og Stort.
Fader vilde selv ledsage mig; men et Tilfælde — et
saadant, hvori Almuen vil se et Varsel — indtraf den
sidste Nat, før ,,Arvingen" skulde rejse. Et stort Loft,
hvor der laa maaske hundrede Tønder tærsket Rug, og
som var lige over et af Karlekamrene, sank sammen
ved Midnatstid. De knagende Bjælker og Bræder, den
hvislende Larm af Sæden, der styrtede ned som en Vand-
fald, de pludselige, halvkvalte Skrig, der hurtig stand-
sede, frembragte hos dem, der vaagnede ved Larmen, den
Tro, at hele Gaarden brændte eller paa sælsom Maade
var ved at synke sammen. Fader kom i Mørket ilende
ind til mig, tog mig ud af Sengen og bragte mig til den
store Havestue, hvor han satte mig under Karnissen
som et forholdsvis sikkert Sted; et Øjeblik efter bragte
han min Søster, gav hende i mine Arme og sagde: ,,I1
Guds Navn, rør Dig ikke, saalænge Du ikke hører Huset
knage; men knager det, saa løb med Din Søster ud i
Haven!" Derpaa foer han ud i Gaarden for at hjælpe.
Imidlertid sad jeg der i Mørke, med Barnet paa Skødet,
længe uden at kny, og jeg troede, hun sov; men pludselig
sagde hun: ,,Axel, tror Du, det er Moder, der kommer?"
Denne Forestilling af hendes”lille Hjerne foer ind i
min med Febermagt. Luften blev hed og funklede om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
