Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
60 ARVINGEN
Den følgende Dag var den sidste, Ritmesteren skulde
tilbringe i Kjøbenhavn, og den, paa hvilken han skulde
præsentere mig i Skolen. Det var derfor med stor og
tung Alvor, at vi begave os afsted; men sandt at sige
var det en Time for sildig; thi Ritmesteren havde af en
eller anden Grund været forhindret fra at møde hos mig
Kl. 8/2. Saa kom vi da paa Skolen Kl. 10, og efter at
have paa ubestemt Maade sat vor sildige Ankomst i
Forbindelse med vor lange Rejse fulgte Ritmesteren Be-
styreren og mig op i Klassen. Drengene rejste sig som
en Bataillon og bleve staaende, medens Bestyreren med
et Par Ord forestillede mig, hvorpaa Ritmesteren bad om,
at han ogsaa maatte sige et Par Ord, og da Bestyreren
høflig tillod ham dette Usædvanlige, sagde han, efter
min Formening overordenlig godt og passende: ,,Det
fornøjer mig at se saa mange flinke unge Folk. De ere
Allesammen, mine unge Herrer, bestemte til at tjene
Kongen og Fædrelandet, hver paa sin Maade naturlig-
vis. Her har jeg bragt Dem en Kammerat, Søn af min
bedste Ven. — Kongen leve!’’
Som elektriserede brøde Drengene ud i et vildt Hurra,
der efter Timens Udløb vakte megen Forespørgsel fra
den tavse Bygning. Som jeg senere mærkede, gjorde
Drengene saa smaat Nar af Ritmesteren for hans Eska-
dron-Tale; men han havde dog vundet dem. Det gjør ikke
altid noget, at man er lidt latterlig, naar der er alvorlig
Følelse bagved.
Jeg har senere ofte tænkt paa, at det var Ritmesteren,
der ved sin Tale gav mig en fremragende Plads blandt
Drengene. Havde han været min Fader, vilde vi Begge
være blevne latterlige; men, idet han paa min Faders
Vegne førte mig til Skolen, faldt det Latterlige kun paa
ham, medens en ideal Glans fra hans Uniform og fra
Fanen, som han løftede ved sit Raab, faldt paa mig.
Især i Førstningen svarede jeg kun lidet dertil, fordi
jeg var saa trykket af Hjemve, at Alt omkring mig var
mig ligegyldigt, Dr. Hilder kom og sagde, at han var
Doktor for de Sunde, og søgte at faa mig meddelsom
og livlig; men skjønt Synet af ham gjorde mig godt, var
det min eneste Tilfredsstillelse, at jeg, som Ritmesteren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
