Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
70 ARVINGEN
skal ikke sige det til Nogen, for det er ikke rigtigt at
kigge ind til fremmede Folk." — ,Jeg har ogsaa kigget
ind til Dem,” sagde jeg. — ,,Har De? Det havde jeg
ikke trot om Dem. Jeg troede, De havde alvorligere Ting
at tænke paa."
Hvilke besynderlige Ord! Saa naivt, dameagtig, irette-
sættende! Jeg havde jo ogsaa, eller jeg burde have, alvor-
lige Ting at tænke paa! Hun vakte ved sine Ord eller
ved Blik, Stemme, Personlighed, den første heftige For-
nemmelse af, at jeg havde et Maal langt ude, var kaldet
til Noget. Hun løftede mig op til en Værdighed, ganske
anderledes end den, jeg hidtil havde tillagt mig selv, en,
der skulde erhverves.
Endnu et Udbytte bragte jeg med hjem, hendes Navn:
Astrid, og med den Romantik, som griber Alle, Unge
og Gamle, hvem Kjærligheden kommer nær, læste jeg
naturligvis en hemmelig Betydning i, at hendes Navn be-
gyndte med samme Bogstav som mit.
Jeg var endnu engang derinde, saa kom Sommerferien
— lidet vilde jeg have trot Nogen, som kort forinden
havde sagt mig, at jeg engang nødig vilde hjem! Forgæves
bebrejdede Hjertet sig sin Synd, sin Utroskab. og spaaede
sig selv dunkelt en Straf derfor. Jeg var nu engang løs-
revet fra Moderjorden, havde begyndt som Planet at
rulle mig om mig selv og bevæge mig om min egen Sol.
Først da jeg gjensaa Poplerne, begyndte Hjemmets Min-
der at dufte i Sindet; hvert Træ hilste mig, først tro-
hjertig-bebrejdende, saa kjærlig-tilgivende, og da jeg svin-
gede ind i Gaarden, da Hundene glammede i højen Sky,
da Karle og Piger stode i Dørene eller ilede til, da
Fader og Ritmesteren kom ud paa Stentrappen fulgte af
min Søster og vor Kusine — ja, da hørte jeg igjen mine
Egne til og bragte kun en Fremmed med i Hjertet.
Ritmesteren var aabenbart mindre livlig end før; men
Fader havde, i det Mindste i de første Timer det for
mig saa Indtagende, et Udtryk af den tidligere Lykke og
Anselighed. Det var, som om vi kåstede Lys paa hinanden ;
han, glad over, at jeg var voxet og var sund, jeg følende
Stammen, hvortil jeg hørte, igjen rank og kraftig. Og
saa var min Søster voxet og saa net, tydelig nok i gode
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
