Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 121
Men jeg tog aldeles fejl i min Tro paa, hvad jeg kunde
gjøre ved en Illusion, naar jeg mødte den paa Gaden.
Skæbnen vilde, at jeg skulde møde netop Hende, og saa
blev Begivenheden ikke blot ny, men kom op i en anden
Potens.
Det var en Søndag Formiddag i Begyndelsen af April,
med klar Himmel og let Frost. Der var faa Folk paa
Gaden; jeg saa hende i lang Afstand i Bredgade. Jeg
kunde ikke tage fejl; den Ynde i Form, Bevægelse og
Gang havde kun En. En indre Sands kjendte hende, før
Øjet havde faaet Overbevisning. Hun gik med en høj,
anselig Mand under Armen. Ham kunde jeg ikke faa
fast Øje paa og se, om han var ung og smuk eller ej;
det eneste Indtryk, jeg beholdt, var, at han havde mørkt
Overskæg og Pelskrave paa Frakken, og at de samlede
To saa lykkelig-fornemme ud. Der var i hendes usigelig
lette, kjække Gang Noget, der paa engang betog mig med
den gamle Henrykkelse og gjorde mig fortvivlet. Jeg
kom saa nær, at jeg kunde se hendes Ansigt, gjenkjende
Mundens mageløse Smil, og i de faa Sekunder, der hen-
gik, kom jeg til Bevidsthed om, at jeg havde elsket hende
fra første Øjeblik af, at denne Kjærlighed var mit Liv,
at jeg burde springe til og frelse hende fra den umaade-
lige, usalige Fejltagelse, hun var ifærd med at begaa,
ved at sige hende Alt, Ord, som hin fremmede Mand
aldrig kunde tænke — og medens min Sjæl var saaledes
vanvittig, var mit Legeme af Vane med at færdes i det
polerede Liv forstandigt og drejede om ad Dronningens
Tværgade for at undgaa Mødet.
Men mit Hjerte, mit Sind, min Sjæl hang ved Synet,
som jeg havde set, fornam intet Andet, bebrejdede sig at
have ladet det gaa forbi uden at medtage det sidste Glimt,
uden at have set ind i hendes Øjne og læst en Erindring
deri — kunde de ikke have sagt Noget? Var det ikke
Tid at vende om endnu? Burde jeg ikke, selv om hun
i et Blik kunde se min Fortvivlelse, lade hende se den?
Kunde jeg ikke, idet jeg kom hende nær, lade hende
mærke, at jeg i mit Hjerte ønskede hende Himlens Vel-
signelse og forbandede min Skæbne? — Jeg velsignede
M. Goldschmidt i Folkeudgave. V 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
