Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
138 ARVINGEN
sagde til mig i Enrum: ,Ja, jeg tænkte nok, at De vilde
komme i Sadlen paa Bucephalus; men rid ham ikke
i for stramme Tøjler.”"
Det er vistnok sandt, hvad Grækerne sagde: at en Gud-
dom undertiden taler af et Menneskes Mund. Hint Ord
om, at vi skulde opsøge det hemmelige Selskab, var jo
ikke kommet tilfældig, det rejste sig som en Stemme
fra en Aand frembragt af os Begge, og man omgaas
ikke Aander af nogensomhelst Art uden at paadrage sig
en Forpligtelse. Men vi efterkom ikke Forpligtelsen; Tan-
ken skulde have ledet vor Rejse som et Flag, men blev
siddende udenpaa som en Vejrhane. Tildels havde dette
sin Grund i, at Rejser i Almindelighed ikke ere af god
Indflydelse paa Menneskets Indre, medmindre de have
et bestemt, overskueligt Formaal. De sprede Sindet; ingen-
steds træder man ind i Forhold, som man ikke kan
gaa fra; man fjerner sig fra dem, hvis Dom man er
vant til at underkaste sig. Hertil kom, at Grev Fritz,
uagtet han virkelig beholdt Tanken om, at vi skulde
søge noget Idealt, ikke troede, at det kunde være til
Hinder, at han spillede. Det var og blev hans Lidenskab,
og det var i denne Henseende, som om han rejste paa
en Profession. Jeg havde ikke den Opgave at forhindre
ham derfra; der maatte ingen Tvang lægges paa ham;
Spørgsmaalet, der egenlig blev stillet, var, om jeg lige-
som magisk, ved indirekte Paavirkning kunde udrette
Noget paa ham, og et saadant Middel kunde jeg ikke
finde, allermindst i Førstningen, da Rejselivets Behage-
ligheder betog mig. Hvorsomhelst vi kom, fandt vi det
bedste Selskab, det vil sige: unge, rige Mænd af fornem
Slægt, der modtoge os med den største Opmærksomhed
og førte os til alle Forlystelser. De lignede i Reglen hin-
anden i et karakteristisk Træk: de bleve aldrig mere
Ven med Nogen end, at de i paakommende Tilfælde
kunde give ham et Kaardestød. Men dette gav dem, for
en Tid i det Mindste, noget Pikant, formedelst Blan-
dingen af Determinerthed og tilsyneladende abandon "). Det
1) Given sig hen.
ener
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
