Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 165
efter at udrette Noget i og ved sig selv. Der er store
Lidenskaber, som vistnok forøge vor Sjæls Kraft og bringe
den sin Bestemmelse nærmere, Lidenskaber, der ere lige-
saa ædle som nødvendige, men de forstyrre Harmonien, de
træde frem og bemægtige sig Sindet i pragtfuld og mægtig
Ensidighed, og selv naar man har følt dem og været lyk-
salig i deres vidunderlige Favntag, kan man paaskjønne
den Frejdighed og Friskhed, som var paa et Stadium, da
man bar alle Muligheder i sig sammenfoldede som ien
Knop og var lykkelig i den harmoniske Spændkraft.
Alt, hvad der omgav mig, blev mig symbolsk, det Liv-
løse saavelsom det Levende. Jeg gik paa tredje Plads,
men traf der behagelige, ret dannede Mennesker, og jeg
udlagde det til: Ved Nøjsomhed, og Tarvelighed skal Du
endnu blive ført til den rette Menneskehed. Da Toget
begyndte at stige op ad Sømmering, var jeg bleven ene
i Waggonen, og det tog sig ud for mig, som om denne
storartede Jernbanetog-Stigen opad en Alpekæde var gjort
for mig alene eller med særlig Betydning talte til mig:
Saadan som nu Bjerg efter Bjerg blev overvundet og førte
alt højere op til Toppe, hvorfra et uendeligt Land-
skab malede sig, saaledes skulde jeg, om end langsomt
og kæmpende, naa en forholdsvis stor Skæbne, og som
nu Brystet fysisk udvidede sig og fyldte sig med den friske,
kraftige Bjergluft, skulde jeg faa Hjertet udvidet og
mættet. Etsteds ludede store, mørke Masser over os til
den ene Side, medens jeg paa den anden Side ligesom
fjernet fra Jorden saa ned i et svimlende Dyb, hvor den
stod en Kirke i Fugle-Perspektiv. ,,I store Magter,’" sagde
jeg, ,,som have skabt dette, og som holde min Fremtid
uoprullet i Eders Haand, giver mig at møde den værdig,
selv om den fører fra stone Højder ned i dybe, trange
Dale, hvor Guds Hus staar!"
Jeg standsede ved Marburg blot for at se Floden Drau
og gaa nogle Timer ved dens Bredder. Det syntes mig
fast en Synd at gaa uopmærksom forbi noget frisk og
livligt Levende, og den historiske, hurtige Flod med
dens solbeskinnede, grønne Vande talte mysteriøst til
mig om Orienten, hvorhen den skyndede sig, som mine
Tanker saa tidt havde søgt til og ikke opgivet endnu.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
