Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ARVINGEN 185
mig til en Soirée. Jeg saa efter Datoen, det var den iste
Marts, denne samme Dag. ,,Naa, lad mig gaa," sagde jeg
og gik med Sjælen endnu blød og øm af Uvejret.
Det store Palazzo Barberini, der er bygget omtrent
1625—30, ligger paa den nordostlige Side af Kvirinalhøjen
og er omgivet af en Mur, der tilligemed nogle Huse mod
Nord skiller det fra Piazza Barberini, mod Vest fra Via
della quattre fontane. Paa den Tid boede den gamle, hen-
døende Kardinal paa 2den Sal i den midterste Del af
Paladset, ovenover Stadsværelserne, hvori de berømte
Malerier findes. Højre Fløj var overladt tilen fransk Hoved-
vagt, og venstre Fløj blev lejet ud til Private, d. v. s. til
rige fremmede Familier. Den amerikanske Familie, jeg
skulde besøge, boede paa 3dje Sal i den venstre Fløj, og
man gik op ad den fyrstelige Trappe, hvor den antike Løve
er anbragt.
Selskabet var talrigt, og jeg traf snart Bekjendte, der
spurgte, hvor jeg havde været, og om Nyt fra Neapel.
Medens vi talte, saa jeg i lang Afstand en Dame komme ind
ad Døren, og skjønt Størstedelen af hendes Skikkelse
hurtig blev skjult af Mængden, følte jeg en Paavirkning,
som jeg ikke var istand til at forklare mig. Den Bevægelse,
de Linjer, havde jeg set før og i en Tid, som jeg aldrig
havde glemt; men hvordan kom de her, eller hvo havde
laant eller lært at efterligne dem? Jeg trængte mig frem,
hen i Nærheden af Husets Frue, og idet jeg med Lempe
viklede mig ud af Krinoliner og naaede en lille aaben
Plads, stod jeg Ansigt til Ansigt med Hende, med Bar-
net fra den grønne Mur, Astrid.
»Og i en Kjortel som af Lyset spunden
Saa jeg en Kvinde, da mit Blik sig hæved,
Og skjøndt det var saa længe, længe siden
Mig hendes Nærhed havde gjennembævet,
Fornam min Sjæl — thi Øiets Hjælp var liden —
Alt ved en lønlig Kraft, som hun udsendte,
Min gamle Kjærlighed, urørt af Tiden,
Saasnart mit Aasyn ramtes, og jeg kjendte
Den høje Kraft, der havde gjennemrystet
Mig, førend mine Barndomsaar var endte.’’
M. Goldschmidt i Folkeudgave. V 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
