Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282 ARVINGEN
hende at rejse til Neapel.” Selve Baronens «Ønske havde
intet Paafaldende: det var den Tid, da ,,Selskabet" forlod
Rom og gik sydpaa. Jeg havde hele Tiden vidst, at min
Samværen med Hende var paa Tid, et kort Laan mod
store Renter, et Stykke Himmel, der var faldet ned til mig
og skulde bødes for ved Savnet, naar det forsvandt;
men der er Ting, man kan vide og dog ikke have fuldt
optagne i sin Bevidsthed. Jeg forstod ikke, hvorledes jeg
nu, efter at have prøvet, hvad Livet var, skulde kunne
leve uden det, der var Livsbetingelsen. Jeg tænkte paa
ogsaa at rejse til Neapel, men. indsaa, at det ikke kunde
gaa an uden ,Hendes Tilladelse, og hvorledes kunde hun
give den? Og selv om hun vilde begaa den besynderlige
Uforsigtighed at give mig den, hvorledes kunde jeg saa
med Ære benytte mig deraf, da det, som Verden kaldte
hendes Ære, kunde sættes paa Spil derved? Ja, truede
der hende en Fare, saa var det en anden Sag, men hvad
Fare, navnlig overfor Greven, kunde fornuftigvis antages
at true hende, naar hendes egen Ægtefælle ledede hendes
Bevægelser?
Det Uundgaaelige, det Unaturlige, maatte da ske: Jeg
maatte være, hvor hun ikke var. Jeg udbad mig en Gunst,
en forholdsvis stor Gunst, men dog næsten berettiget efter
Alt, hvad der var sket, efter Aanden, der havde hersket
i vor Samværen: at den officielle Afsked, jeg tog med
hende, ikke maatte være den sidste, men at jeg maatte
se og hilse paa hende paa den nærmeste Station; jeg
vilde ikke træde nær, hun skulde blot vide, at jeg var
tilstede, og dertil gav hun sit Minde.
Da det allerede var hedt om Dagen, havde de valgt at
rejse med Aftentoget, og medens jeg ventede i Stilheden,
stod Fuldmaanen op. Stationshuset var ved Gjennem-
skæringen af en Høj, og dets skraanende Tag naaede
næsten helt ned til Trainet, saa at jeg stod i Skygge, og
følte mig selv som optagen i Skyggeriget eller paa dets
Tærskel, medens det endnu stod tilbage for mig at gjen-
nemgaa Hjertets sidste Slag. Det bankede af Længsel og af
Angst for at faa sin Længsel opfyldt. Toget, jeg med saa
pinlig Utaalmodighed saa imøde og var bange for, kom
endelig; langsomt nærmede det sig; paa det sorte Uhyre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
