Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 ARVINGEN
fortumlet, ude af mig selv. Folk paa Gaden saa, at der
var noget Usædvanligt paa Færde, og standsede Vognen,
da jeg allerede var ude af den. Jeg ved ikke, hvordan vi
kom til Hotellet. Paa Trappen stod Valdemar, og da
jeg gjensaa ham uforandret efter saa lang Tids Forløb,
var det, som om mit hele Liv var en Drøm, en mageløs
kjøn Drøm.
Det Lykkelige er snart fortalt og hurtig fattet. Paa to
Minuter vidste de Alt, hvad der var hændt mig, og i
ligesaa kort Tid erfarede jeg, at Astrid og Marie,
faa Øjeblikke før jeg kom, havde mødt hinanden paa
Kajen, havde set hinanden i Øjnene og gaaet forbi hin-
anden — Marie forbavset over den dybe Melankoli i
det Ansigt, hvis ungdomsglade Skjønhed hun endnu saa
godt erindrede — havde Begge vendt sig, standset og
Begge spurgt, om det ikke var — og saa nævnt hin-
andens Pigenavne. Det er sandt, Meget blev udeladt i
de gjensidige, hastige Fortællinger; men Meget blev ogsaa
gjættet. Min Søster begreb, at trods al Kjærlighed til Børn
har man dog en særlig Grund til at tage sig saa sær-
deles ivrig af en ung, smuk Dames Børn eller Adoptiv-
børn. Hun kunde da ogsaa stave og lægge sammen og
forstaa mange, hidtil dunkle Ytringer i mine Breve fra
Rom. Kort, baade hun og Valdemar betragtede det som
en afgjort Sag, at vi nu Alle skulde blive sammen og
gjøre Rejsen sydpaa, og at ,,Familiens Chef" om føje
Tid vilde holde Bryllup.
Jeg troede ganske ligefrem det Samme, og da jeg til-
fældigvis erfarede, at Astrid traf Forberedelser, som
tydede paa en særskilt Rejse, antog jeg, at dette kun hid-
rørte fra, at jeg ikke endnu havde fundet det rette Øje-
blik til at begære, hvad nu kunde se ud som en Løn,
eller ikke i tydelige Ord udtalt mit Haab — endskjønt
jeg paa samme Tid maatte sige mig selv, at det lignede
hende ikke, og ved at tænke derover blev ængstelig og
ikke vidste, hvordan jeg skulde tale.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
