Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
308 BREVE FRA KOLERATIDEN
saaledes langsomt og lykkelig bevægede mig afsted som
et Lyspunkt, var der stor Forstyrrelse i Værelset, hvor
jeg legemlig befandt mig. Min Puls havde nemlig ophørt
at slaa, mit Hjerte ligeledes. Man rev voldsomt mine
Klæder op, kastede en Mængde Vand over mit Hoved
og Bryst; men jeg vidste ikke det Ringeste deraf. Til-
sidst, medens man handlede saadan med mig, havde
derimod baade Mørket og Lyspunktet giver Plads for en
ganske ny Forestilling: at jeg var hjemme hos mine
Forældre som Barn, og- at min lille Broder sagde, at
Nogen ringede paa Døren. Jeg troede, at jeg sagde: ,,Det
ringer, luk op!" men jeg sagde ikke et Ord, hvorimod
jeg vaagnede til Livet. Med Klokkeringning drog altsaa
Sjælen tilbage i Legemet, kaldet af det kolde Vand og
Lægernes Rusken. I næste Sekund huskede jeg Mørket
og det lysende Punkt. Lægerne vare vrede af Angst over
at have en Stund holdt et Lig under deres Hænder, og
uden Skaansel brød man mine to Kindtænder ud, me-
dens jeg betagen af Tanker om Lyspunktet og af Kloro-
formens Eftervirkninger ikke mærkede det.
Jeg har altsaa været der,.og forsaavidt ved jeg altsaa,
hvad Døden er — og ved det. dog ikke. Thi hvis jeg vir-
kelig var død, hvad var der saa blevet af Lyspunktet?
Det ved hun, som gjorde Prøven for Alvor. Og en anden
Ting: Hvorledes vilde jeg have været tilmode, hvis dette
Forsøg paa at dø, i Stedet for at komme uventet, var
traadt mig imøde, medens jeg var ganske vaagen, og
medens jeg kunde vide, at jeg skulde forlade Alt og
indgaa til Dommen? Det ved jeg ikke; det er det, jeg
bliver ved at stirre efter; men hvergang min Sjæl har
stirret sig træt paa Døden, kommer den tilbage med nye
Fordringer til Livet og mig selv.
Du, som tror, at jeg er bleven slappet for Livet, kan
kun have ringe Forestilling om den faste Overbevisning,
hvormed jeg ved, at jeg vil kaste mig selv ind, hvor-
somhelst Ingeborg eller det, hun er Symbol for, vil synes
at vinke mig. Det er rigtignok sandt, Du kan sige, at
den blotte Tanke, at det skal vinke mig, er overspændt
og urimelig; men tag denne Urimelighed, dette ,,hulde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
