Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
334 BREVE FRA KOLERATIDEN
kom hun paatvers for et Par Andemadammer, der med
deres gule Afkom vraltede hjem fra Kjæret og efter at
have rablet stærkt over Lises Hensynsløshed mod de
uskyldige Smaa vraltede videre ind i Gaarden. En cho-
koladebrun Hønsehund kom ud, spadserede gravitetisk
op til min Ledsager, lod sig klappe, og vendte om uden
saa meget som at snuse til mig. Den gik foran os ind
igjennem den lille Forhave, der var afhegnet fra Vejen
med ung Pil, og idet vi fulgte efter, skete Noget, som
jeg først senere lagde Mærke til i Erindringen: Solned-
gangsskjæret blussede paa Himlen, Bladene paa de smaa
Træer og Planter, vi gik imellem, bleve mørkerøde, lige-
som dyppede i Blod, og Huset, der hidtil havde været
hvidt, blev rosenrødt og lilla.
Da vi kom ind i Forstuen, havde jeg lavet min For-
tælling om. Min Ledsager havde ikke arvet eller til-
giftet sig en Herregaard, men var Noget imellem For-
valter, Forpagter, Skolelærer eller desl., og jeg vilde
derinde træffe en rar lille Madamme, der vilde sidde
og sy eller strikke og ikke sige et Ord, men om et Aar
kunne huske hvert Ord, der var blevet sagt.
Paa Grund deraf havde jeg en ny, virkelig Overraskelse,
da jeg kom ind i Stuen og fandt mig mellem, hvad der
kunde kaldes kjøbenhavnsk Selskab. Der var fire Per-
soner, to Damer og to Herrer. Men uagtet jeg strax saa,
at den ene Dame og de to Herrer vare virkelige Kjøben-
havnere, droges dog al min Opmærksomhed, jeg kan
sige: mit hele Sind, til den anden Dame, Husfruen. Hun
var strax, inden Forestillingen skete, kjendelig som Hus-
moderen, dels paa hendes tarvelige Dragt, dels paa hen-
des Hilsen; men den Stilling og Plads, hun indtog i
Verden, blev aldeles ligegyldig overfor hendes Person-
lighed. Der var Noget i den sjælelige Atmosfære derinde,
i det Indtryk, hun gjorde, som svarede til, at Træer og
Buske udenfor havde faaet Skjær. Jeg begreb, at Skæb-
nen i Henhold til, hvad der i Almindelighed er sunget
for Digterens Vugge:
N yde skal Du ej paa Jorden,
Du skal se fra Livets Bro —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
