Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
BREVE FRA KOLERATIDEN 335
atter engang undte mig: at have ført mig for en kort
Stund ind i den Æventyrverden, som vi i vor Ungdom
søge i Fantasien eller i vore Lidenskaber, og senere ofte
tvivle om, men som virkelig findes paa Jorden som
Udstraalingen fra en harmonisk, ren, menneskelig Indi-
vidualitet. Der er virkelig Gemyter, hvem Himlen har
fredet saadan om, at de lig Blomster fylde Luften om-
kring dem med Duft. Man opfatter dem saa at sige
med tilhyllede Sandser; man ser ikke ret paa dem;
i det Mindste gik det mig saaledes, at jeg efter nogen Tids
Forløb, medens jeg saa ned og lyttede, spurgte mig selv:
»Mon hun er smuk?" Og da jeg saa tvang mig til at se
forskende op, fandt jeg, at hun egenlig ikke var smuk.
Man kunde gaa hende forbi i Vrimlen. Det gjør mig
bitterlig ondt, at Menneskene have opslidt det eneste
Billede, der passer paa hende: hun var som en Viol.
En særlig Ynde fik hun maaske derved, at der i hendes
Sprog var en lille norsk Accent. Enhver ved, hvor be-
hagelig denne Accent indblandet i en Kvindestemme vir-
ker paa et dansk Øre. :
Den anden Dame var smukkere, med brune Øjne, rigt
brunt Haar, fin Teint og en frejdig lille Næse. Men der var
samme Forskjel mellem de to Kvindeligheder, hendes
og Husfruens, som imellem et Talent og et Geni. Hendes
Mand var Maler, og jeg havde en Anelse om, at jeg ogsaa
havde kritiseret ham; men rimeligvis havde jeg rost
ham; thi vi bleve strax gode Venner. Den fjerde Person
var en lille, aldrende Ungkarl, med graasprængt Haar
og Knebelsbart, med Tilløb til at være Kavaler, meget
styg, men godmodig at se til. Ham havde jeg tidt set paa
Konditorier i Kjøbenhavn. Han lod til at staa paa en
fortrolig Fod med begge Damer; men om han havde
dette Privilegium, fordi han var saa styg, eller fordi der
var en særegen Venskabsanledning, kunde jeg naturligvis
ikke se, hvorimod jeg husker, at det Eneste i Huset, der
stødte mig — visselig en Ubetydelighed — var, at han
ikke havde en Nuance til at gjøre Forskjel mellem de to
Damer, men var ogsaa imod Værtinden, som om den
Slags Kvinder fandtes skæppevis.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
