Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344 DEN VÆGELSINDEDE PAA GRAAHEDE
Kraft uden at være videre anselig. Bonden, der nu ejer den,
hedder Anders Almind; men han har kjøbt den for ikkun
faa Aar siden, og vor Historie vedrører ikke ham eller
hans Slægt.
Manden, som paa den Tid, vi tale om, ejede Gaarden,
havde i sine yngre Aar hedt Træsko-Peer, fordi han,
medens han som fattig Karl drog omkring og handlede
med Uld, altid var iført lange Støvler, hvis Nederdel var
Træsko; men han samlede sig Penge ved sin Handel, og
tilsidst fik han Datteren paa denne Gaard, hvor han
plejede at tage ind, og Gaarden med. Efterhaanden hørte
han da op at hedde Træsko-Peer og blev kaldt Jakob
Graa, efter Gaarden; hans virkelige Navn var Peer Ja-
kobsen. Han havde adskillige Børn, af hvilke den Næst-
yngste, Karen, var fjorten Aar, da Historien begynder.
Hun tegnede til at blive en meget kjøn Pige, og naar det
om Sommeren hændtes, at der kom Besøg af lærde
Folk, det vil sige Folk, der henvendte sig til Gaardmanden
for at faa Anvisning paa, hvor ,,Kapellet" laa, blev hun
som oftest sendt med dem. En og Anden kunde da sige
til hende: ;Du er jo en”kjøn Pise ortsre hende en
Mark. Hun syntes godt om Foræringen, men var ligegyl-
dig ved Bemærkningen og forholdt sig endnu mere lige-
gyldig eller sløv til deres Iver for Stedet. Hun kunde der
ikke se Andet end nogle unyttige Sten; ligesaa lidt, som
der nu plejede at gaa noget Usædvanligt eller Noget,
som vedkom hende, over Heden, kunde hun forestille
sig, at der nogensinde havde gaaet noget Saadant. Men
engang kom der en Mand med et Følge af flere Personer;
de kaldte ham Alle Hr. Professor og ’syntes "at" have
megen Ærbødighed for ham. Han holdt ved Stedet en
Slags Prædiken, syntes Karen; thi hun hørte ikke rigtig
efter, da det jo ikke var deres egen Præst, indtil pludse-
lig hans klare, blaa Øjne faldt paa hende, og han ved-
blev at se ind i hendes Øjne, som om han talte til
hende alene. Hun blev saa forskrækket, at hun kunde
have skjult sig mellem Stenene, men kunde dog ikke lade
være at se igjen og gjøre sig Umage for at forstaa, hvad
han sagde; men det løb i Et. Da hans Prædiken var
ovre, gik han hen til hende, strøg hende om Hovedet og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
