Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 227
lig Porten, og Becker, hvem Simon Levi naturligvis godt
kjendte, uden at Æren var gjensidig, gik op paa Iste
Sal. Levi ventede endnu et Kvarter, en halv Time, en
Time, og da Klokken slog syv, gik han beroliget og alvorlig
ud af Porten, idet han sagde til sig selv: ,,Jo, han gjør
Middagsselskab! For hvem? For en Skuespiller og en
Dreng! Velbekomme Dem, Hr. Krog!"
Medens Simon Levi stod stille i Porten med en eneste
Tanke rettet paa en eneste Gjenstand, der ikke vilde
vise sig, var der desto mere Bevægelse paa iste Sal.
Der mødtes Ottilie med Vilhelm Carøe, og da det, maaske
mod deres Vilje, mærkedes, at de kjendte hinanden, sagde
Oberstlieutenanten: ,,Naa, De kjender min Datter?"
»Jeg har havt den Ære at hilse paa Frøkenen, paa
en Maade til Orlogs,” svarede Vilhelm.
»Min Datter til Orlogs?" udbrød Ohberstlieutenanten
med jovial Forbavselse.
»Ja, Fader, hos Frederik, da han kom hjem med sin
Korvet," svarede Ottilie.
»Saa er De jo en Ven af vor Familie, Kapitajn Winter
er min Brodersøn!"’ raabte Oberstlieutenanten og rakte
med sin prægtige aabne Mine Vilhelm Haanden, medens
hans Blik af Vilhelms Dragt læste, at han ikke var for-
muende.
Krog kunde have omfavnet Vilhelm, sin Søn og sig
selv for det Held, de havde havt ved denne Indbydelse:
Han var en Bekjendt af Oberstlieutenantens Familie!
Vilhelm saa forvirret-spørgende paa Ottilie. Hun kunde
naturligvis Intet sige; men hun mindedes stærkt om,
hvad der var at sige. Det uskyldige, glade Behag, hvor-
med hun fra Først af havde set paa Vilhelms Ansigt,
tørnede sammen med en Tanke, der i Orlogsskibet havde
holdt sig afsides, men i den elegante Salon trængte sig
nærmere paa: han var Broder til en Skibsdreng — eller
rettere: med den Evne, som Kvindens Sind ofte har til
at opfatte i en Helhed, hvad der for os Andre er en
enkeltstaaende Kjendsgjerning følte hun, at fra en Fa-
milie, et Hjem, der havde udsendt en Skibsdreng, var
ogsaa han kommen. Selv var hun 17—18 Aar, endnu en
uselvstændig Blanding af Moderens bløde, romantiske og
15
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
