Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
298 RAVNEN
og Fornemme havde den Forpligtelse at give Agt, man
havde en Mission. Og det er jo mærkværdigt, i hvilken
Grad en ung Pige kan give sig hen til en formentlig
Mission, en Ide, følge den endog ensidig, med en Slags
Triumf bringe Noget i sit eget Hjerte til Offer — indtil
der engang pludselig bliver Spørgsmaal om det hele Hjerte.
Vilhelm følte den lille, men umiskjendelige, bestemte
Forandring i Ottilies Holdning. Han angrede at have
foretaget Noget, der egenlig var hans egen Følelse, hans
Natur imod; men han havde ikke kunnet tale — hun
skulde have et Tegn for Liv og Døds Skyld — og nu var
det givet, sagde han til sig selv. Men han sagde eller
følte ogsaa i næste Øjeblik pinefuldt, at han hellere
kunde have gjort en lydelig Kjærlighedserklæring end
givet et Haandtryk.
Han tog sig en hel lang Tid til i Ensomhed at fordybe
sig i en Theori om Haandtryk. I Mangel af personlig
Erfaring at ty til tænkte han sig om mellem Figurer fra
Romaner eller Theatret. Hvis nu en Dame, tænkte han,
dansede med en Greve eller Prins, og han galant tryk-
kede hendes Haand, idet han førte hende til sin Plads,
var det saa en Fornærmelse? — Nej. Men hans egen
hele Adfærd var ikke Galanteri, og han var desuden
ikke Prins — — ved denne Tanke skød pludselig Scenen
hos Krogs op for ham, Ottilies undvigende Blik, da Talen
var om Besøget paa Korvetten.
Han blev saa ydmyget, ikke ved selve Tanken om
sin Familie, som ved sin egen Dristighed og ved Fore-
stillingen om, hvorledes en Dame som Ottilie, hvem de
Bedste hyldede, kunde tænke, at han kom tilbage i Salen
næsten som En, der ikke hørte til.
I dette Øjeblik stødte han paa Becker og Ellinor. De
vare komne sildig, fordi Becker først skulde spille, og’
Becker var glad over strax ved Indtrædelsen i Salen at
træffe en af Heltene, han kunde hilse som bekjendt,
skjønt Bekjendtskabet var saa fjernt eller svagt. Ved
denne Hilsen og ved nogle Øjeblikkes Samtale fik Vil-
helm nyt Mod, følte sig ligesom anerkjendt af Godtfolk,
fik derpaa Følelsen af sig selv tilbage. Kapitajn Hansen
kom til og blev forestillet for Hr. og Fru Becker, Flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
