Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 363
selskab — blot Familiens egne Damer vare tilstede —;
men han havde frit kunnet vælge mellem de Bedste og
havde et godt Selskab.
Det hævnede sig nu paa Becker, at han havde kuet sin
Hustru, holdt hende i Uro, Angst og Interesse for ham.
alene, tvunget hende til, i Verden kun at se ham. Da
hun i simpel, men smagfuld Pynt, næsten endnu saa
smuk, som ved sit Bryllup, beskeden, næsten ængste-
lig, traadte ind imellem de Forsamlede, vakte hun Be-
undring, og det varede naturligvis kun faa Sekunder,
inden hun mærkede det. Ved Bordet kom hun til at
sidde mellem livlige og begavede Mænd, der gik ud fra,
at hun havde Aand, og saa havde hun. Hun ligesom
levede op igjen, hun gjenfandt sin Ungdom. Dens Drøm
om, at hun kunde betyde Noget mellem Dygtighed og
Dannelse, at hun kunde hyldes, at et Ord af hende kunde
belønne, var nu til en vis Grad virkeliggjort — ikke ved
hendes Husbond, men fjernt fra ham. Det er et farligt
Øjeblik for en Mand, og ingen Anden end han selv kan
raade Bod paa Faren.
Men imidlertid kom netop Dæmonen over Becker. Der
er som bekjendt ingen Fornuftgrund for det Dæmoniskes
Fremtræden; men rimeligvis hidrørte det denne Gang
fra et Sammenstød mellem Behag og Mishag. Ellinor blev
ogsaa for ham ung paany; men denne nye Ungdom blev
erkjendt og paaskjønnet af Andre og beskæftigede sig
med dem. Vel var hun, som hun sad der levende og smi-
lende, hans Ejendom; men han kunde ikke hvile i Be-
siddelsen, før han i hende havde slukt hver Funke af
Triumf over, at hun var Noget ogsaa for Andre. End-
skjønt hendes Værdi for ham tildels bestod i, at Andre
kunde skatte ham lykkelig i Besiddelsen, og at hun fri
overfor Andres Hylding var og blev hans, vilde han
dog hjemme have hende til en Maskine, der ikke paa
egen Haand turde føle Glæde over, hvad hun var. Han
vilde tilgive, forsone sig med hende, men efter at have
reduceret det, der nu glimrede for hende, til Intet, og
da han ikke kunde gaa den lige Vej og agere skinsyg
paa hele Selskabet — netop fordi han nu var det —
førte hans Dæmon Striden over paa de Enemærker, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
