Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RAVNEN 383
kommende en Afsked for hele Livet og en Afsked fra
Livet.
Den følgende Dag kjedede Ottilie sig og var utilfreds,
navnlig med Livet herude. Hun fandt det dumt, at hun
overhoved havde skullet være med at se en Fabrik og
indespærres i en Skov.
Hun gik til Vinduet og saa Mdm. Carøe i Samtale med
to andre Koner. Det var simple Koner, rigtig almindelige
Arbejder-Fruentimm«er, og Forskjellen løftede Mdm. Carøe.
Men Ottilie fandt ingen Grund til at bemærke Nuancen;
den udslettedes for hende ved selve Fortroligheden, der
syntes at være mellem de Tre. Da de en Stund vedbleve
at samtale, sagde Ottilie til sig selv: ,,Det er dog mærke-
ligt, hvordan simple Folk kunne finde Stof til Tale. De
Ubetydeligheder, der foregaa i deres Liv, maa dog snart
være behandlede og udtømte, skulde man synes. Men de
blive ved og blive ved, uden at der egenlig er Tanke eller
Indhold tilstede — et besynderligt, snakkende Liv, en
evindelig Fortrolighed, blot fordi man ikke har noget
Eget at holde paa."
Om det imellem kjøbenhavnske Damer altid er bedre,
fandt Ottilie i Øjeblikket ingen Anledning til at under-
søge; hun forestillede sig blot Simpelhedens Liv i dets
Pine for dem, der skulde dele det uden at høre dertil.
Men det forjog ikke Kjedsomheden eller Utilfredsheden.
Hun satte sig til at skrive et Brev til sin Fætter Fredrik;
det skulde være en lunefuld Skildring af Ensomheden
og Alt det, som ikke var at finde her; men hun mærkede
efterhaanden en virkelig Mangel paa Lune, en Træthed
og Uro, som hendes Fætter Kapitajnen hverken behøvede
at kjende eller kunde interessere sig for. Imedens hun
betænkte sig paa, om hun skulde fortsætte eller ej, kom
hendes Fader og foreslog en Spadseretur.
De gik først ind i Skoven; men Ingen af dem følte
sig ret tiltalt af den. Det var en fuldstændig Skov, med
Stier eller Hjulspor i Stedet for banet Vej og med høje,
svære Træer, der til alle Sider skjulte Verden eller for-
langte den glemt. Ottilie opfattede og forstod det, men
svagt; hun formaaede ikke at hengive sig til denne Natur,
fordi hun ikke i sit Hjerte havde det, der kunde ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
