Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384 RAVNEN
fylde Ensomheden og erstatte det Glemte. Obersten kunde
ikke lide denne Ensomhed, fordi den forestillede noget
Uvirksomt; han vilde have Liv, det vil sige, beskæftige
sig med Mennesker, der anerkjendte hans Betydning for
Samfundet i Almindelighed og for dette Sted i Særdeles-
hed; han vilde træffe Skildvagter, der præsenterede Gevær.
De bøjede ind paa en Sti, der førte til Boliger ikke
langt fra Fabriken, og paa den aabne, grønne Plet foran
Husene var der et blidt Liv; nogle smaa Børn legede
næsten lydløst, en gammel Mand satte Pilehegn om en
lille Have.
Det Lydløse, Beskedne ved Børnenes Leg havde for
Ottilie noget Rørende ved sig; hun gik hen til dem
medens hendes Fader gik til den Gamle ved Hegnet.
Da hun fik dem til at tale og hun hørte sin egen, op-
muntrende Stemme, virkede den tilbage paa hende selv.
Hun følte Skovens Friskhed og Barneverdenen, og me-
dens hun talte med Børnene, spurgte hun sig selv, hvor-
for man dog ikke kunde være selvstændig og udrette
noget Godt for Andre, hvorfor Ens Liv skulde gaa hen
med Plage angaaende den eller den Jeremias Krog. Kunde
man ikke her eller andensteds tage sig af en lille Kreds,
undervise Børnene, se til Forældrene, bringe Medicin,
hvis Børnene fejlede Noget, finde en Sysselsættelse, hvori
der var nogen Velsignelse, kort: hun mente omtrent dette,
at man kunde finde Ro og Lykke ved at være en vel-
gjørende, fornem, kjærlig Fe.
En Kone kom, og det syntes Ottilie, at det var en af
dem, der havde talt med Mdm. Carøe; men det forhin-
drede naturligvis ikke, at hun, især i sin nuværende
Stemning, kunde sige et imødekommende Ord.
I Løbet af Samtalen sagde Konen, at Boligerne her
vare usunde. De stode paa en raa og fugtig Jord, og
man havde rigtignok lovet, at der skulde blive drænet;
men den Bekostning havde Kammerraaden ikke villet
indlade sig paa.
»Men det er jo en stor Skam!" udbrød Ottilie, ,,jeg
vil strax tale til min Fader derom.”
»Ja, men kan han hamle op med Kammerraaden?”
»Min Fader er Oberst Winter."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
