Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 RAVNEN
og Obersten sagde meget alvorlig, at det maatte afhjæl-
pes; men Ottilie havde faaet skarpe Øjne og mærkede,
at egenlig Alvor var det ikke.
Det Hele havde imidlertid grebet hendes Sind eller
givet det Beskæftigelse, og da hun kom tilbage, tilintet-
gjorde hun ligesom i Forbigaaende Brevet til Kapitajn
Winter. Derpaa gav hun sig til at gaa frem og tilbage
gjennem Værelserne. Ottilie var saagodtsom for første
Gang i sit Liv ene. I hele hendes Liv havde snart hendes
Moder, snart hendes Fader, snart Flere, saa at sige det
hele Samfund, staaet ved Siden af hende eller om hende
og dannet ligesom en smal Sti, ad hvilken baade hun!
selv, hendes Tanker og Følelser vandrede, selv om de
i Øjeblikket ikke ret vilde. Nu var rigtignok hendes Fader
nær; men adskilt fra hendes Moder og fra Hjemmet havde
han tabt Noget af sin ledende Magt; hun følte sig ene.
Det havde pludselig hørt op at genere hende, at hun var
ensom, og i Stedet for kom en ubestemt, behagelig For-
nemmelse af, at hun var ene i Betydningen uhindret;
hendes Tanker og Følelser mærkede ikke længer Om-
givelsernes Tryk, kunde gaa ad alle Veje, mellem Skovens
Træer eller paa vid Mark, med ubegrænset Horisont,
og i dette Ubegrænsede, der saaledes aabnedes for hende,
var det, som om hun fandt Nogen, hun ikke ret havde
kjendt før: sig selv eller et indre Væsen, der vilde være
hende selv. Hun var hverken glad eller bedrøvet ved
denne Opdagelse, men forundret uden at vide hvorfor.
Der gik en rum Tid hen, hvori hun ikke tænkte, d. v. s.
ikke med Vilje og Bevidsthed forfulgte nogen Tanke.
En eneste Drivkraft var indvendig og fyldte hendes Væ-
sen, skjønt utydelig: det var en Slags Billede, en form-
løs Figur, som med en underlig styrkende, forsagende
Bitterhed i Hjertet gjorde Noget for Andre. Og jo mere
hun søgte at gribe fat i denne Følelse eller dette Bil-
lede, desto mere fik det Mdm. Carøes Skikkelse og stod
ved en Vaskerballe.
En Sang eller Strofer af en Sang vedblev at summe
fjernt om hende, uden at hun kunde gjøre sig Rede for,
af hvad Grund den kom; det var:
»C’est que la Liberté n’est pas une comtesse.’"1)
1) Se pg. 319.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
