Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KÆRLIGHEDSHISTORIER FRA MANGE LANDE 45
Den værdige Gamle vedblev: ,,Lad os da høre, hvad Du
kan!"
Franz havde en Følelse af, at hans eneste Dygtighed og
Fortjeneste i dette Øjeblik bestod i at beundre den unge
Pige og være dragen til hende med en Magt og Inderlighed,
der, skjønt pludselig, var saa gammel som hans eget
Væsen; men uvilkaarlig, af Vane, svarede han med alvor-
lig og nøjagtig at-berette om, hvilke Forelæsninger han
hørte, samt naar han kunde tage Examen og faa Em-
bede. Efter at have hørt paa ham med ligesaa stor Alvor,
brød man pludselig ud i et stort Latterkor, og da Franz
igjen vendte sig til den unge Pige, gled en ung Mand ind
mellem hende og ham. Den unge Mand havde en Violin,
som han spillede med megen Kunstfærdighed, men med
de stærkeste, mest skjærende Overgange fra det Føl-
somme til det Lystige. Han gav sig til at danse foran
Franz, som om han vilde træde paa ham, saa stift paa
ham med sine grønlige, stikkende Øjne og tvang ham til
at gaa baglængs, og imidlertid sang han til sit underlige
Akkompagnement den højst følsomme Sang:
»Und wenn Gott einst die Todten ruft,
Sie liebend zu erhohen,
Dann wollen wir aus einer Gruft
Vereinigt auferstehen.
Ich ewig Dein!
Du ewig mein!
Nichts soll uns dann mehr trennen!
Gott, welche Freude wird es sein,
Zu gross um sie zu nennen!’’1)
Da Sangen var endt, stod Franz udenfor Hallen, alene
i Mørke; men i næste Øjeblik var den unge Pige ved hans
Side og sagde: ,,Kom, denne Vej."
De gik et kort Stykke, over Stene og Murbrokker, til
de stode paa en nogenlunde banet Sti, der gik nedad
Klippen, og som Franz kunde skimte.
1) Og naar Gud engang kalder de døde for at ophøje dem i Kærlig-
hed, da vil vi i Forening stige op af den samme Grav. Jeg evig Din, Du
evig min, Intet skal da fremtidig adskille os. Gud, hvilken Glæde vil
sdet ikke være, for stor til at nævne den!
M. Goldschmidt i Folkeudgave. VII 4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
