Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EKKOET 363
mange var der saa?" spurgte en Stemme, og den kjendte
Mortensen meget godt; det var Rasmus Jochumsens. —
Den Person, som var kommen ud, svarede: ,,Der er fem
endnu," og den Stemme tilhørte Jochum Ras. — ,,Skal
a it hente en endnu?"f spurgte Jochum dæmpet. — , Nej,
der kan it med Tryghed være mere mellem Tørven, og
Kjøbmanden vil jo heller it have mere end een ad
Gangen. Luk nu godt igjen.”
De to gik bort med deres Byrde, og Mortensen blev
tilbage med en klar Forestilling om, hvad han havde
været Vidne til. Fra et Skib, som en Tid tilbage var
strandet, var der blevet noget Gods ,,tilovers", og man
gjemte det her, til man lidt efter lidt kunde faa det afsat.
Men Mortensen var ikke den Mand, som vilde gaa bort
med halv Besked. Trods Nattens Fugtighed og Kulde
blev han paa Stedet til Daggry for at tage Kjendings-
mærker, og havde han kunnet tvivle om, at det var en
Tvistballe, man havde bragt ud af Højen, saa kom den
fulde Bestyrkelse ved Morgenskjæret; thi Ballen havde
været beskadiget, og de to Mænd vare komne til at
træde lange Trævler og Tjavser Garn ud.
Den uvilkaarlige Tilfredsstillelse, Mortensen følte ved
at være kommen i Besiddelse af en saadan Hemmelig-
hed, forandredes dog, allerede inden han naaede Hjem-
met, til en Følelse af Besvær. Hvad skulde han bruge
den til? Skulde han forhindre Forlovelsen mellem Ais
og Jochum? Men han, var ingenlunde sikker paa, at Deg-
nen, eller i det Mindste hans Kone, vilde være saa ret-
færdig at tro ham uden Bevis. Og naar Beviset skulde
føres, efterat der privat var talt om Sagen, vilde det na-
turligvis glippe; thi de Skyldige vilde faa Tid. til at
flytte Sagerne. Og angive det til Øvrigheden og føre
Fader og Søn i Ulykke var Noget, Mortensen aldeles
ingen Lyst havde til; han vilde, især i en tidligere Tid,
gjerne have angivet det hele Land og set det ligelig
tugtet og befriet fra Synd; men angive en Enkelt — nej!
Saadan gik det til, at han trods sin Viden og trods
den Magt, denne gav ham, Intet foretog, og imidlertid
skrede Underhandlingerne om Forlovelsen frem. Det gik
langsomt; men det gik fremad, og endelig blev Dagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
