Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
362 EKKOET
selv at blive set, se den engang endnu. Saa gik han da
igjen over Klitten, og da han var Skolebygningen paa et
halvt hundrede Alen nær, satte han sig paa en Tue, et af
Klitverdenens smaa Forbjerge, og stirrede paa det Fag
Vinduer, som var oplyst, men hvor der indenfor var en
anden Skolemester.
Mortensen tænkte vel først paa de mange, forholdsvis
lykkelige Aar, han havde tilbragt der ,i fredelig Virk-
somhed", paa Sorger og Ærgrelser, paa den ulykkelige
Katekisation og paa den ubegribelige Afskedigelse, saa
paa Paul og hans Bortrejse og Ais, og hvad der skulde
blive af den Sag; derpaa gik, mens han sad saa fredelig
og godt i Stilheden, Tankerne maaske end længer til-
bage, til Kasernen, til Ungdommen, og igjen til de to
Unge — vist er, at Lyset allerede havde været slukt længe,
og at det var blevet fuldstændig Nat, inden Mortensen,
ganske stiv og forkommet af den fugtige Natteluft, rejste
sig for at vende tilbage til Gaarden.
En rask Vandring mellem Sandbakker gjør snart varm
igjen, og Mortensen havde allerede sagtnet sine Skridt
til det sædvanlige, afmaalte Tempo, da han pludselig
standsede: Tæt foran ham vare to Skikkelser ifærd med
Noget. Hvad Ugjerning var eller blev her begaaet? Dette
var Mortensens øjeblikkelige og meget naturlige Tanke;
thi hvad Beskæftigelse kunde ærlige Folk have i Mulm
og Mørke i Klitten? Ej heller var det, som Mortensen
efterhaanden skimtede, egnet til i betydelig Grad at for-
andre hans Mening. Den ene Person forsvandt saa plud-
selig og lydløst, som om han var sunken i Jorden ellem
i Havet, og den anden blev staaende ubevægelig. Lidt efter
bevægede sig Noget, der ikke havde fjerneste Lighed
med et Menneske; det var firkantet og havde hverken
Hoved, Arme eller Ben, men skred frem alligevel, ud af
Sandbakken. Som gammel Underofficer lod Mortensen
sig ikke forskrække af’i det Sælsomme, gav sig ikke i
Fantasiens Vold, men saa til med skarpt Blik og opdagede
da, at det Firkantede havde stor Lighed med en Balle
Tvist, og Bevægelsens Aarsag forstod han deraf, at den
forsvundne Person kom tilstede bagved. Det kom ud
af Klithøjen; der var et Hul, et Skjul derinde! — ,,Hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
