Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 FRA PARIS 1871
Omverdenen, saa blev det dog i visse Maader overtruffet
af en ganske lille Scene, som jeg oplevede næste Dag.
Det var igjen tidlig om Morgenen, i Rue Rivoli, tæt
ved Finansministeriets store Brandtomt. Igjen kom en
Gruppe Soldater med halvfældede Bajonetter mig imøde;
men dennegang havde de imellem sig en ganske ung
Kvinde. Hun var temmelig høj, kraftig bygget, med stort
og solbrændt, men behageligt, jomfrueligt Ansigt. Efter
Skjøn, efter et vist Præg af Nethed eller Velhavenhed,
maatte hun høre til den højere Arbejderstand. Hun var i
højhalset, brun Kjole og havde i højre Haand et stort,
hvidt Lommetørklæde. Det syntes at være al den jordiske
Ejendom, hun havde kunnet medtage, da de greb hende og
førte hende til Krigs- eller Standretten. Men hvad der
aldrig lader sig beskrive, var denne unge Kvindes Gang
mellem Soldaterne. Jeg kunde med fuldeste Sandhed sige,
at hun gik som en Dronning; men det vilde være udsat for
Misforstaaelse, som om der var noget Kunstlet, Theatralsk
ved hende. Hun var hverken udfordrende eller skamfuld,
men gik frem rank og fast, uden at se eller fornemme
sig set, hyllet i sig selv, løftet ud over den Verden, for
hvem hun nu var et besejret Udskud, men overfor hvil-
ken hun vidste at have villet og givet sig idealt hen. Char-
lotte Corday kunde ’gaaet mellem Jakobinerne, Jeanne
Darc mellem engelske Soldater paa samme Maade. Hun
gjenvakte hos mig i al dens Styrke Tanken om, at midt
i Forvirringen, Vildheden og Rædselen havde der været
et Ideal. Hendes Skyld laa paa den fine Grænse, hvor
Kjærlighed og Had mødes. Thi det er naturligt, menneske-
ligt, at man i sin Kjærlighed til de Fattige og Lidende kan
blive grebet af Had til de Rige, ligesom at de, der elske
det borgerlige, velstaaende Samfunds Orden og Skjønhed,
kunne gribes af Had til dem, der rokke ved det. Kommer
det til den Afgjørelse, hvor det blotte Had staar imod det
blotte Had, saa skal hver følge sin Fane og vove det
Yderste for den. Det havde hun gjort, antager jeg efter
hendes Ansigt og hendes Gang. Nu gik hun forbi og efter-
lod en uforgængelig Uro i mig. Thi jeg hører til dem,
der kunne tale mer eller mindre kjønne Ord om Idéen;
men jeg har ikke vovet mig selv. Jeg ved, at jeg ikke har
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
