Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Paa Vejen til Cap Bernouilli - 15. Ayrton
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
233
at saa bestemt udtalte Forsikkringer som O’Moore’s
slog hans inderligste Forhaabninger til Jorden, og at
han nu maatte opgive ethvert Haab om nogensinde at
gjenfinde de Skibbrudne.
Disse Ord undlod ikke at gjøre et smerteligt Ind-
tryk paa alle Tilhørerne. Robert og Mary var begge
tilstede og kunde ikke tilbageholde deres Taarer. Baga-
nel kunde ikke finde Grunde eller Ord til at trøste med,
meget mindre give dem noget Haab. John Mangles
følte en Smerte, som han ikke formaaede at tilbagetrænge.
En fuldstændig Haabloshed havde allerede grebet alle
disse ædle Mennesker, som til ingen Nytte, uden noget-
somhelst Resultat havde ført Duncan den lange Vej
over Havene til disse fjerne Kyster, — da man pludselig
hørte følgende Ord:
— Mylord, Gud i Himlen være lovet! Hvis Kap-
tajn Grant endnu er i Live, saa befinder han sig i god
Vehold paa Auftraliens Jord!
Femtende Kapitei.
Ayrton.
Disse Ord gjorde —paa vore Rejsende et Indtryk,
som aldeles ikke lader sig beskrive. Glenarvan sprang
op saa hurtig som Lynet, stødte sin Stol tilbage og
raabte:
— Hvem var det, der talte?
— Mig, svarede en af Paddy O’Moore’s Tje-
S
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
