Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 Slægtskab og Djævelstab.
—Hlfllk Villedc- forestillende Qedipus og Antigone, stod
levende sok Robercs Erindring. Lighedm var paafaldende.
Og heller ikke manglede Enmenidens Støtte, thi i
samme Sopha, bag Rosine i det modsatte Hjemre, laae
Liget as det døde Barn Et skjøndt, et smilende Sym-
bol paa den Emnenide, hvis Syn forfærdet- de Levende-
meit i hvis stille Lund den Forsttlgte og Trætte finder
den ønskede Fred. ——— "Ol" sukkede Robertt "var det
dog muligt, at dette elskende Billede maatte have en
sand Betydning! Maatte hine Ord være prophetiskel
maatteJ have fundet Fred her, hvor den mindst
var at ventel"
Han satte sig stille hen for Enden as Sophaen,
og betragtede den lille Vilhelms blege Ansigt. Hatis
store Lighed me·d Rosine»disse skjonlie velbekjendte Træk-
Mdeekkede med Dødens Sloer, bragte ham til at gyse.
Det forekom ham, som om det var hans eget Bar11,
ved hvis Liig han her sad. Det lille Uhr- som Rosine
Aftenen tilsom havde hamgt om Vilhelms Hals, gik
endnu. Dets Slag gjenled paa det kolde Bryst, hvor
al Bevægelse var ophørt-. Det sorekoni Robert, sotn
om dets eensformige Lyd var en Trøst i denne Dødens
Stilhed, som otn der endnu var en Anelse om Liv,
hvor denne Uro rette sig saa travlt. Han cengstede sig
ordentlig for, at Uhret kunde være udledet, og da han
saae en lille Uhr-negte hænge i Vaandet, reiste havt sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
