Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120 Slægtskab og Djævelskiid.
horte hende tale. Det var, som han nu først følte
hendes Fortrin, og saderlig glædede sig ved dem.
Da den lille Vilhelm blev begravet, vilde han
endelig ledsage det kjære Stod. — Her- besøgte han første
Gang sin Sophies Grav, og græd forste Gaiig ved
hendes Erindring. Ogsaa Theodots Grav forlangte han
at see, og sagde: "Iirme Broder! tilgiv mig nu! thi
min Eed har jeg alt sor vel holdt. Hele Livets Glæde-
og nu det Kjætseste, jeg havde, har jeg oposfret min
Anger og mirr Sorg for dig. Jeg vil haabe, der er
hisset Barmhjertighed for os Begge."
Vlattdt Haldor—fs gamle Venner var en Præst, som
fra Studenteraarene havde været forbunden med ham.
Denne fiintfelende Mand havde imidlertid aldrig ind-
trængt sig i sm Vens Fortrolighed, eller udspurgt ham
om·»hans hemmelige Kummet, hvis Aarsag dog var ham
bekjendt. Ved denne sidste sørgelige Leilighed viiste denne
Veir ham en faa hjertelig Deeltagelse, at Haldorf selv
talede aabenhjertig med ham om sm Sjæls Tilstand.
Hati greb dette Øieblik, sor at vederqvæge den Bedrovede
med Religionetrs Trøst, og sagde blandt Andet: "Kald
dig dog aldrig en Cai11, dit hvis blode Hjme aldrig
har næret- Had eller Misundelse! Tærtk heller paa Da-
vld, der ydmygede sig, og angrede sine store Synder-,
men dog beholdt Kraft til at sore baade Stepkter og
Harpem tænk paa Apostelen Peti«ne1, sont med bittre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
