Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
RETNINGEN MOD DET NATURLIGT MENNESKELIGE. $5
Selv har Grundtvig erkjendt, at »Hovedmodsætningen er
for mig Modsætningen mellem Liv og Død« (Martensen:
Levnet Il. 50), og Kristus er ham den, som skal sidde
ham hos og lære ham den Kunst, der er saa svær at
nemme: »at sige Verden ret Farvel«; han naaer endog i
sine Salmer til den græske Livskjærheds Valgsprog:
»Hund med Liv er Kjæmpe stor — mod den døde Løve«.
Indenfor Verden er Blikket igjen endnu væsentlig
begrænset til det Menneskelige. Slægten gjør vel netop
Skridtet ud til Naturen i H. C. Ørsted og Steffens, men
kun for en kort Tid virker denne Udvidelse allerede paa
denne Slægts poetiske Liv. Selv hvor Oehlenschlåger i
sin Ungdom gjør Naturen til selvstændig Gjenstand for
Poesi, er hele hans Opfattelse dog menneskeliggjørende
og symboliserende: han gjør Egen til Pedant, St. Hans-
ormen til Digteryngling, Fuglene til Børn, den vaagnende
Vaar til Jesubarnet. Og allerede under sin første Reise
skriver han fra Schweiz: »Dr. Råmer, min Ven her, har
allerede anmærket, at jeg har mere Sans for Mennesker
og Menneskevirkning end for Naturoptrin, og han har
utvivlsomt Ret. Det andet forekommer mig at være mer
eller mindre Stuevægge, hvori Beboerne spille Hoved-
rollen. Intet forekommer mig upoetiskere og kjedsomme-
ligere end de falske Naturskildringer«. Det morede ham,
naar man foreviste ham Naturskjønheder, da at udtrykke
sig ret prosaisk om dem; han havde maaske mere Sans
end begeistret Interesse for Naturen. Hos Grundtvig
absorberer Interessen for det Menneskelige Natursansen,
som endog pietistisk forkætres: »Kast ei Kys til blege
Maane! — bøi dig ei for Solens Glød! — lad ei som du
skulde daane, — naar den synker liflig rød.« Glo heller
ei paa den vilde Foss! »vil du skue vilde Kræfter — led
da i dit eget Indre« (Roskilderim 1813). Det samtidige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
