Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ande REE Reg SR
N ae — — ERE
See gel ="
AR re ane
gule 14k reb æg
ag vaktes pæl
eres NE
Bel
be si men NE
«red Ed
SE
ERE SES Er eee
55; mg." K
144 Å GRUNDTVIG.
kologiske Tanke er denne, at det ikke ligger i ydre For-
hold, men i Følelsens egen Natur, at Lykke og Fred kun
fornemmes efter Kampens Smerte. Heri er et asketisk
Moment, som tit klinger igjennem hos Grundtvig: »mellem
de liflige Blommer — lærte mit Hjerte at dø«, og som
Ingemann uden dybere Forstaaelse sætter paa Spidsen;
men især er det en sund Alvorstanke om Kampen som
det Sædeliges Livsbetingelse, den Hauch fører videre.
Hvor har ikke ogsaa Grundtvig taget Brydetag med Livet
og sin Gud, segnet til Tider, men altid velsignet Kampen
og takket de Venner, der fulgte ham i den, saaledes som
han i Brevet 1811 »Farvel til Sibbern« takker ham »for
alt dit Venskab i de tunge Dage. — Du færdedes, du
led, du bad med mig, — du kedtes ikke ved min Jam-
merklage«.
Ogsaa Følelserne er i denne Sjæl ikke fritvoxende
Planter, men tilkjempede, fremarbeidede. Derved kan
undertiden komme noget forceret over dem. I den første,
nordiske Periode er Ufølsomheden ofte fremarbeidet efter
et Ideal: derfor buldrer den istedenfor at tordne. Og G.’s
første, bidske øg zelotiske Kristendom, der forkætrer hver
jordisk Lyst (se Breve til Molbech) er fremtvungen for
at overdøve en indre Tvivl. Molbech bemærker let en
vis »fremtvungen Haardhed« i Verdenskrønikens Domme
(1812), og allerede 1811 forsvarer Grundtvig sig overfor
denne Ven for sit hidsige Proselytmageri: »Feilen hos
mig ligger da kun deri, at jeg stundom taler derom ene
for at overbevise mig selv om, at jeg ei skammer mig
ved Korsets Ord«. Jo sikrére han selv bliver i Troen,
des naturligere og hjærteligere bliver Tonen.
Men ogsaa paa virkelig seirende Følelser er hans
Poesi som hans Sjæl rig, — jublende Udbrud, bag hvilke
endnu Brydningen mærkes, som »Nyaarsmorgen«: »Guds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
