Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Mahanaim
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—7——
ser bleven optagen i vort Legemes Indre, ikke mere giver nogen
Smag eller bliver bemærket af Sandserne, men derimod, og dette
desto mere, giver sig tilkjende ved sin nærende, styrkende Virkning,
saa ere de· samme Engle endnu stedse lige virksomme til vor Tjeneste
og Frelse, som dengang, da de vendte deres Ansigt fra Hain til
Mamre forat redde et i Guds Øine værdig agtet Menneskeliv fra
Flammedoden cl Mosb. 18). Mahanaim mode os kun i nærmere
Afstand og paa en Maade, der er mere liig vort eget Væsen, enten
som en uimodstaaelig Dragelse i vort Jndre eller i dodelige Men-
neskers Skikkelse og Handlinger. Jeg vil her fortælle om en og
anden saadan Jmodekommen af Guds hjælperige Hærskarer, nemlig
nogle Mennestesjeles Redning fra Fare for evig Undergang. —
Fortællingerne ere tagne af Skriftet: Johann Newtons Liv og
Virksomhed.
Newton havde som Sokadet ved ungdommelig Ubesindighed og
den uforsvarligste Letsindighed styrtet sig i en Stilling, der egentlig for
ham, i hans daværende Sindstilstand, var Randen til en Afgrund,
fra hvilken ingen Redning mere syntes mulig. Tilsidst, da han rig-
tignok ved egen Brøde havde paadraget sig sin Capitains Uvillie ogl
Had og havde mistet sin Rang og Ære-, var bleven Gjenstand for
almindelig Foragt blandt de raa Søfolk paa Skibet, han var med, saa
vaklede hans forvildede, fra Gud fremmede Sindkun imellem de to
Beslutninger-: enteri Mord paa Capitainen eller Mord paa sig selv,
og den eneste svage Stotte, som endnu opretholdt ham, — hvem
veed, paa hvor kort Tid, —- var en Kjærlighed, hvis Forhaabninger
kun lignede et Fantasibillede. Allerede var Flaadens Hverv paa
Madeira tilendebragt, —- det Skib, hvorpaa Newton befandt sig, skulde
—- for hele 5 Aar fare paa Jndienz blot endnu nogle faa Timer,
og den ulykkelige Yngling vilde med Hadets onde Aand og med
Mordlhst i sit Indre være bleven overladt til sin Eensomhed og fort
ud paa Havets lange Vei, hvor inden kort Tid maaskee en Forbry-
ders Død, enten ved hans egen eller ved fremmed Haand, havde
ventet ham; da sender Gud ganske uventet et af sine »Forsyns Sen-
debud.« Newton vilde paa hiin mærkværdige Morgen, paa hvilken
hans Skjæbne nærmede sig sin Afgjørelse, endnu forblevet længere
ved sin Søvn i Hængekoienz da tvinger en af Skibskadetterne, en
af hans forrige Nangskammerater, ham tilsidst, endog ’med Voldsom-
hed at staae op, uden at han havde nogen egentlig Grund dertil.
Med indæd·t Vrede herover klæder Newton sig paa og gaaer, uden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
