Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 13. Roes og Gjenroes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—48—
Dele af hans Livs lange- Lidelseshistorie lod den gamle Fader sin
unge Ven gjøre et Indblik Taarer flode ned over det zitrende An-
sigt, men under Taarerne hævede han sine Hænder og Øine med
Glæde opad og lovede Gud saa brændende, saa inderlig, som En,
der takker Gud for store Glæder, for en Forsmag paa Saligheden.
»Thi« sagde han, »førend jeg blev tugtet, kjendte jeg ham ikke. Jo
større Smerten, desto inderligere er Nærheden af Hans Kjærlighed,
som dog alene drager og bærer os ind i Himmelen. Derfor hedder
det: ,,Vi maae igjennem megen Trængsel indgaae i Guds Rige«.·—
Hiin unge Lærde var kort Tid efter sin Omvendelse bleven be-
kjendt med nogle Folk, som i allehaande Kunster og forunderlige
Lærdomme eftertragtede en, efter deres Mening, høiere og mere
forborgen Viisdom. Han selv begav sig, i Begyndelsen med en
indre Modstræben, i dette Selskab og i saadanne Bestræbelsers Tje-
neste og læste især med stor Interesse saadanne Bøger-, der frem-
stillede stige overordentlige Veie og Lærdomme. Han fortalte den
salige Fader Schoner dette, og lovede Gud, at han ved saadanne
Christendommens Lærdomme forberedede og førte Menneskene til saa-
dan høiere Viisdom, til saadanne Erkjendelsens Dybder. — Schoner
glædede sig ikke over det, som hans unge Ven fortalte ham, og lo-
vede ikke Gud med ham. «Hans Øie var anderledes, hans Stemme
var anderledes end ellers; det var, som om en hos ham aldrig be-
mærket Utaalmodighed eller Mismod begyndte at opstaae hos den
kjære Olding. Det er ikke den ydmyge, som et fattigt Menneske frem-
staaede og som saadan overalt fundne Ehristus-Messias, det er ikke
Guds og den fattige Marias Søn, høilovet i Evighed, hvem saadanne
saakaldte Philosopher dyrke og tilbede. Vor Frelsers Stemme lyder
ydmyg, enfoldig og er endog for de enfoldigste Sjele forstaaelig, men
Stemmen fra den saakaldte Christus, der fører hine til deres »Dybder,«
lyder høimodig, høitravende, høitkunstletz enfoldige Sjele forstaae den
ikke. Denne falske Christus er Hovmodens og selve Lognens Fader.
Og om ogsaa de, som tilbede ham, udførte Undere i hans Kraft,
tilsyneladende liig hine Almagtens Undere, — naar de indgik i denne
Kraft i selvvalgt Selvfornægtelse og engleagtig Hellighed, saa vilde
det Altsammen ikke have været velgjort, men udført i Synd; thi det
var da ikke gjort i Gud, men i Djævelen. — Derpaa prisede Ol-
dingen Gud; at han, jo længere jo mere, førte sine arme Syndere
og Børn ind i den enfoldige Betragtning og Nydelse af Høiden og
Bredden, og Dybden af den ene, evige Sandhed: at Jesus Christus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
