Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 23. Træklokkerne - 24. Daniel og Løverne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ket hertil, øste sig ny Kraft-i Bo.nnen, i Bonnen til Gud i Christo.
Thi i sit Huus havde han et lille Huuskapel, hvorhen han hver Dag
oftere trak sig tilbage og deri Stilhed bad til sin Gud. — Ogsaa
den salige Gretry, en medtette beromt Componist fra Lüttich, havde i
sin Ungdom ndbedet sig sin Kunst af Gud, men tillige ogsaa (hvilket
er den storste Kunst paa Jorden) den Naade at blive et godt, sromt
Menneske. Da han nemlig for første Gang skulde fremstille sig for
at nyde den hellige Nadvere, havde han denne Dags Morgen bræn-
dende og paa sine Knæ bedet Gud om, at han dog enten vilde lade -
ham døe salig selvsamme Dag eller ogsaa dog ganske vist lade ham
blive en ret dygtig Kunstner og fremfor Alt en ret from, retskaffen
Mand, — idet han nemlig nærede hiin fromme Tro, at, hvad unge-
Christne paa denne Dag udbade sig af Gud, med Vished skulde
blive dem tilstaaet.
Det var netop Langfredag Paa denne Dag bliver der i det
Land ikke ringet med de egentlige Klokker, men Signalerne til Guds-
tjenesten blive givne med Træklokker eller snarere: Fjæle. Den unge
Gretrh vilde gjerne engang see og høre disse Træklokker nærved og
steg derfor op i et Taarn. Da faldt et svært Stykke Træ under
Svingningen ned til Jorden og traf Drengen saa haardt i Hovedet,
at denne bedovet sank ned og af de Omkringstaaende ansaaes for død-.
Men da han atter vaagnede op af sin Afmagt, var hans første Ord:
»Nu veed jeg, at jeg ganske sikkert skal blive en from og retskaffen
Mand og en retskaffen Tonekunstner, fordi Gud ikke idag har ladet
mig døe, men har holdt mig vedlive.« —Saavidt man kan be-
dømme, har ogsaa Mandens Liv og Virksomhed udviist, at Drengens
fromme Bøn er bleven bonhort.
24. Maniel og Laderne
J en ældre Broders Nærværelse beklagede en ung Ven af et
noget heftigt Sindelag sig over de Bespottelser, som han maatte hore
paa af nogle Spottere og Christussiender. »Ved næste Leilighed,«
sagde den unge Ven, ,,skulde han nok ganske anderledes svare disse
Folk, thi saadan fræk Spot maa man atter møde med Spot, en saa-
dan Slangevngel maatte man ramme med Sværdet.« Derhos sam-
menlignede han sig med en sovende Løve, over hvem Fienderne vel
skulde forskrækkes, naar den blev vaagen. Den Gamle havde hidindtil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
