Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 29. Det sidste Ord - 30. „Værer uforsagte, I have Hjælpen for Døren!“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.—72——
hans Domstol og sige:« Jeg var engang, jeg var den sidste Gang "
tilstede ved din Prædiken med det stille Spørgsmaal: »Hvad skal jeg
gjøre, at jeg skan blive salig?« men dette Spørgsmaal har du ei
besvaret migl« — ,,Disse Ord,« vedblev den gamle Schoner, ,,har
jeg lagt mig paa Hjerte og retter mig ogsaa fremdeles efter dem.
Jeg knytter ikke, som De sagde, blot leilighedsviis ChristentroensGrund-
steen til enhver af mine Prædikener, men paa den ere alle mine For-
maninger og Belærelser i Menigheden grundede .og opbyggede. Man
siger om mange Mennesker, der altid ville have Ret: de maatte al-
tid beholde det sidste Ord. Men jeg vil idetmindste gjøre, hvad jeg
formaaer for at bevirke, at han, som alene har Ret, medens alle
Mennesker ere Lognere, endnu maa beholde det sidste Ord til den
døende Synders Hjerte og Øre. Thi man behøver kuns«at gaae
hen til Dødssengen for der at lære, hvad der ved Livets Ende er
baade den sidste Braad og den sidste Tiecks-A — ,— —— Den fornemme
Herre taug eftertænksom stille, og man saa ham efter den Tid baade
hyppigere og med langt mere Opmærksomhed at bivaane Schoners
Prædikener.
30. »Il1æret usatsagle, I have Hjælpen sat Yøten«.
Sandheden af disse Linjer i en gammel Adventspsalme af Panl
Gerhard erfarede engang den oftere omtalte Jacob Haiiser iOr-
dets alleregentligste Betydning, da han befandt sig i en overhængende
Dodsfare. Tilsyneladende henhører vel denne Beretning ikke til de
vigtigste Træk af vor gamle Hessers indre Livssorelse, men i Vir-
keligheden blev den ham sor hele hans Liv et usorglemmeligt, klip-
pefast Beviis for den Sandhed, at Gud i Christo stedse er nær hos
Sine indtil Verdens Ende, at han bærer dem, som hjælpeløse Børn,
paa sine usynlige Faderarme, at han hører ethvert Ord i deres Bøn
til ham, og at de ikke sjelden den usynlige Haand, der holder Bar-
net, rækker sig frem fra det Forborgne og ret øiensynlig griber ind
i det Nærværende Haiiser havde siden hiin Nat en langt mere le-
vende Folelse af Guds Allestedsnærværelse og Nærhed, en Følelse,
der, ogsaa fra nu af gav hans Bøn til Gud mere Kraft, Boielse
og LErefrygt og dog ogsaa ved Siden heraf mere barnlig Fortrøst-
ning. Idetmindste kan denne Fortælling derved blive Læseren lære-
rig, at den viser ham, hvad det er, som ogsaa i udvortes Nød aller-
meest gjor En uforsagt og giver Heltemod. «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
