Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankesprog fra Forfædrene - Glasset - At gaa og at flyve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
. —« 90 —
vist,« svarede den Gamle, ,,takker jeg ofte Gud for, at han lod
mig blive til et gjennemsigtigt Glas, gjennem hvilket hans Sol ·
skinner ud over mange Sjele; men endnu oftere beder jeg ham, at «
han ikke maatte lade det Glas, gjennem hvilket Andre vorde op-
varmede og oplyste, — selv blive koldt, forat ikke Mørket skulde
overfalde mig; thi vi have og give Intet, uden at vi forud selv
have annammet det.« —-
At·gaa og at flyve.
,,Hvad skal jeg gjøre, min Fader-O spurgte en først nylig ankom-
men Lærling sin Mest«er," ,,skal jeg forblive hos Eder eller skal jeg
gaa? Jeg- frvgter meget for, at jeg aldrig naar frem til Fredens
Maal; den Lod, der’ blev··min·» Sjel tildelt, er Døden og ikke Livet,
thi mit Levnet er en- Falden, der. ofte og altid gjentager sig, og ef-
terat jeg nu er kommen til Eder Fædre, volder dette mig en Smerte,
som jeg forhen ikke fornam. «
»Dødningebenene«, svarede den Gamle, ,,falder ned til Jorden, uden
at føle nogen Smerte ved deres Fald, og staar ikke atter op igjen.
Den levende Fod, hvori der er Livskraft, synker ogsaa med hvert
Skridtned til Jorden, men hæver sig atter op fra den til nye
Skridt og kommer paa denne Maade; snart synkende ned, snart- ret-
teknde sig op, dog alligevel sit Maal nærmere og nærmere. Saa
længe dit-trolig bliver ved i Følelsen af·din-—Nedsynken, og saalænge
din Fremadstræben modMaalet for-bliver kraftig, saalænge vil hel-
ler ikke dinFod blive staaende stille, om det endogsaa kan synes dig
saa, og« undertiden-bliver det Kjærlighedens Drag, der fører Sjelen
til den Elskede, saa mægtigt, at det gjennemtrænger dens Væsen med
sine Kræfter og gjør den fri fra at drages ned til Jorden, — paa
lignende Vis som. Himmelens Luft gjennemtrænger Fuglens Legeme.
Da ersFretnadskridningen til Fredens Hjem ikke mere nogen Gang
med tunge Fødder, men en Flugtz da bærer Sjelen ikke længere sin
egen Byrde, men-Vinden er borttagen og forsvunden; den-, der for-
hen bar paa Byrden, føler sig selv baaren og ført videre derhen,
hvorhen hans Længsel driver ham.
——.-—»–.«tz-z«»»——·—
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
