Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. Præsten Johan Jacob Fabricius’s Levnet - Ungdomshistorie og Omvendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«
·—6—
eller hiin Nydelsez—naar der vaageri dig en Villie, som lærer
dig at agte endog paa den Bid Mad, du tager til dig, om det for
Guds Øine er ret, at du tager den; naar du for hans Skyld vir-
ker noget Godt med dine Hænder; naar du daglig og ofte beder til
ham, at han for Christi Skyld Vil være dig en naadig Gud og Hjæl-
per: — da har du Ret til at troe, at det nye Menneskes Hjerte slaaer ’
i dig, — at Aanden fra Gud som allerede har skabt det med Hensyn
til alle sine Dele, endskondt ei med Hensyn til sine Kræfter, fuldkomne (
Menneske lever i dig. Men vogt dig for Træghed og Stillestaaen,
og gjør dig, under alvorlig Bøn og Kjæmpen, al mulig Flid for at
tiltage i det Gode, paa det at du kan vore fra Barnealderens Til-
stand, der lader sig indvugge og omdrive af alslags Vind (Efes: 4,
14) og trives og»vore fra Kraft til Kraft; fra Lys til Lys, indtil
du bliver en Mand i Christo. Thi den, hos hvem denne retsiafnc
Alvor og Iver i at tjene sin Gud ikke findes, den der endnu som
forhen ved indtrædende Anledning lader sig overvinde af sit Kjød og
Blod, han kan i Sandhed ikke tilhøre Christus eller være en ret Jesu
Christi Stridsmand, men han er chvor herlig han end efter det Ud-
vortes kan forekomme Verden) dog —et lunkent Menneske-, som Gud
vil udspye af sin Mund, saaledes som Guds Aand trner Biskopen
for Laodiceas Menighed med. Men om nogen bliver overilet af en
Feil, han lade sig alligevel ikke forskrække af Satan. Han nærme
sig atter til Herren, thi hvo kan og vil ellers hjælpe ham ——foruden
denne hans Forbeder hos Faderen. Han ophøre ikke med at bøn-
falde: »Herre, riv Du selv disse syndige og forvente Lyster ud af mit
Hjerte, — det er mitzzAlvor at tilhøre Dig. Skab Du i mig et reent
Hjerte og giv mig en ny, stadig Aand. Forkast mig ikke fra dit
. Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig.«
Hos Fabrieius fandtes allerede fra det første Øieblik af hans
indre Forandring hiint alvorlige Alvor og hiin Iver, og den tiltog stedse
med hvert Aar i Styrke. Han lagde med Eet fra sig den forfæn-
gelige Pynt og Stads, hvori Datidens studerende Ungdom satte sin
Lyst; ja denne første Opbruusning af hans Jver var saa heftig, at
han kastede de sælsomme Udstafseringer paa sin Hat og Kjole lige i .
Ilden, forat de for Fremtiden ei skulde blive nogen Sjel til Fristelse.
Allerede siden de første dybere Indtryk, som han havde modtaget af
Liitkemans Prædikener, havde han skyer sine Kammeraters larmende
Lystlag, men nu søgte han ogsaa at undgaae enhver Anledning til
unodvendigPassiay og hvor han kom sammen med Andre-, taug
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
