Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Oberst Gardiners Levnetsbeskrivelse - Forerindring - 1. Gardiners Forhold til sin Tid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—2—·
har— hvad dets egentlige Væsen angaar——foregaaet med mange
Sjele, der gik paa samme Vei; men-hvad Formen betræsfer—
har det dog hos dem forblevet at være en indvortes, maaske oftere
tilbagevendende Tildragelse. Men naar vi lægge Mærke til, at her
tales om Hans Veie, der har ladet Menneskehjertet blive til for denne
Tids Liv, og der opvækker og fornyet det til Dygtighed for Evig-
hedens Tilværelse, —hvor ligger da for vor Forstand Grændsen
imellem Aabenbarelsen af hans Magt nærmest kun for Aandens indre
Sandsers-paa den ene Side —- eller for det hele Menneske, ogsaa
det udvortes og dettes Sandser, — paa den anden Side? ·
Saa ønsker jeg da, at vor hæderlige Krigsmand, som han en-
gang i legemlig Skikkelse vandrede hen igjennem sine Medkjæmperes
Rækker og opmandede dem til saa mangen en«Vaabendaad, ogsaa
atter engang i aandelig Skikkelse maa fremtræde for de Ksæmperes
Rækker, der stride for en anden Seierskrands end den forgjængelige,
og at han maa sthrke Mange af dem til at forblive bestandige ind-
til Enden.
1. Gardiners Forhold til sin Tid.
« Naar en Mand som den ærværdige Doddridge, fra hvem vi har
denne biografisie Skizze, — en Mand, hvis ydre Kald det er at
forkynde Ordet,—naar en Saadan med Kraft og lydende Røst
vidner om den Vei, der alene fører til Sandhed og til Fred, og
straffer Verden paa dens Veie, da pleier dette for Verdensmen-
neskene at være mindre paafaldende: thi den siraffende og tilrettevi-
sende Mand henhører allerede efter sin Stand ikke ganske til deres
Egne. Men«naar Gud, der styrer Menneskenes Hjerter ligesom
Vandbækie og forbarmer sig over, hvem han vil, ved sin Aand
pludselig levendegjor En af Verdensmenneskenes egen Midte,· en as
deres hidtilværende Toneangivere og Yndlinge, saa at han lydeligen
vidner om det Liv, der er af Gud; — da forskrækkes Verden som for
Dronnet af en Torden fra klar Himmel, eller som for det alvorlige
Syn af en Døende midiunder et fornemt Gjæstebuds larmende
Glæder Paa en saadan Maade har Gud mangengang csom ved
et Lyn, der slaar ned i et Fyrstepallads) antændt en Livsild ide
Mægtiges og Stores Midtesog gjort noget Nyt i Folket, hvorved
denne Verdens Vise maatte lægge Haanden paa Munden og tie stille,
naar de fik det-at vide, —- ja hvorved Hofsernes frække Vid maatte
beskiæntmes. -
s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
