Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 3. Jeg min Jesum slipper ei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sfyrsten baade i Feltleiren og ellers gjerne pleiede at synge denSang:
Herre havde taget Afsked med hende og sagt: han døde, men an-
befalede hende til Herren vor Gud. Hun svarede, at hun
formedelst Jesu Christi Naade haabede et andet Udfald, og at Je-
sus vilde hjælpe ham. Men da havde han begyndt at bede: »Herre
Jesu, dig lever jeg, dig dør jeg, din er jeg baade levende
og død. Anien.« Og da han ved Nævnelsen af Jesu Navn, over- -
ensstemmende med sin almindelige Sædvane, vilde gribe fat i Du-
sken paa sin lille Hue og tage den af, og havde ladet Haanden
ligge paa Panden i en noget skjælvende Tilstand, og Kurfyrstinden
havde spurgt ham: om han følte Smerter i Hovedet, havde han ly-
deligen svaret: Ak nei. Fordi nu Sjelesorgeren kom ihu, at Kur-
»Af dybeste Nod raaber jeg til dig,« begyndte han nu paa at
bede denne. Da folder den døende Landsfader begge Hænderne og
beder med under stor Andagt, indtil de Ord af det sidste Vers: »H an
er alene den stærke Christ, som Israel forloser vist,« dat
lægger han sagte Hænderne fra hinanden og ned til Side rne De
Omkringstaaende ere alle af deri Mening, at Kurfyrsten er falden i
Slummer under Bonnen, hvorfor ogsaa Dr. Weller siger til en af
de Omkringstaaende: »Min Herre sover, Gud være lovet, ret godt »
og naturligt.« Men denne svarer hertil: ,,Ja, Gud og Naturen
spille underligen med ham.« Menden bekymrede Kurfyrstinde til-
vinker dem, at de dog ret nøie skulde betragte Kurfyrsten, og de blive
da vaer, at han har Øinene aabne, og at Aanden endnu varm ud-
strømmer. Kurfyrstinden vifter nu selv med Haanden foran hans
Øine forat komme efter, om han endnu ser Noget; men det mær-
kede han ikke. Lægen, Dr. Svevius, følte paa Pulsen og«sagde:
»Pulsen har ophørt at slaa.« Præsten indviede nu den døende Fyr-"
ste med Kirkevelsignelsen til sin Død, og snart efter udeblev ogsaa
Aandedrættet. Saaledes døde da Kurfyrst Johan Grorg L den 8de
Oetbr. 1656 i sit 72de Aar som en Mand, hvis Gjerning og Vir-
, ken havde været til Velsignelse for Land og Under-saattere og velbe-
hagelig i Guds Øine, omendskjøndt han dog ei hermed kunde gjskc
det ret tilpas for mangen en domrnende Skriverpen i vore Dage,
fordi han holdt det for sin Pligt at foretrække det naturlige og chri-
stelig-retmæssige Forbund med sin Keiser og med det tydske Rige for
en Forbindelse med et fremmed Folkeslag, der kun havde begges Svæl-
kelse til Hensigt. Ved hans Ligbegjcengelse lod Jacob Weller af-
syrige Erhard Hegeivalds Sang, som allerede Luther havde optaget i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
