Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 16. Midt i Livet ere vi - 17. Saa gaar du nu min Jesu kjær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—52———.
digste, som mest gjorde sig til af deres nymodens Kundskaber-, var
dem, der slettest forstode at besvare de forelagte Spørgsmaal; men
de af dem foragtede Skolemestere af den gamle Mode forstod-sig
bedst herpaa. Vor gamle Niirnberger var til sin (timelige saavelsom
evige) Lykke endnu af en saadan Natur og Dannelse, som man her
ønskede; og allerede ved de mundtlige Spørgsmaal viste han sig som
en af de bedste. Dog var Afgjørelsen til hans Fordel fremfor alle
de øvrige Medansogere endnu tvivlsom, indtil-man nu opfordrede
dem Alle til at synge nogle af de bedste Kjærnepfalmer. Det blev
dem paalagt at synge den Psalme afLuther: »Midt i Livet ere vi Ingen
Tid for Døden fri.« Afdenne Psalme kunde ei en eneste afde nymodens
dannede, unge Mænd frembringe saameget som en eneste Tone, — heller
ikke vidste Nogen af dem, hvorledes den anden Linie af Sangen lyder.
Men ogsaa de enkelte bedre Underrettede stotrede og stod fast ved
Afsyngelsen af den vanskelige Melodi. Vor Niirnberger derimod,
som meget ofte havde afsunget denne skjonne, alvorlige Sang,
sang den ogsaa nu fuldkommen rigtig uden at tage mindste feil.
Dettegjorde Udslaget for ham; han erholdt- Posten, og efter saa
mange Aars Forløb, som han havde tilbragt i Hunger og Bekymrin-
ger, kunde han nu med David gladeligen synge: »—Han fører mig i Græs-
gauge paa en gron Eng og fører mig til de friske Vande.« (Psal. 23).
Om denne Sang kunde jeg endnu have nogle mærkværdige Ting
at fortælle Men for denne Gang vil jeg kun omtale, at det 1ste
Vers af Sangen —- hvad Indholdet angaar —- allerede var digtet
paa Latin af Benediktinerrnnnken Notker den Ældre i St. Gallen,
der dode Aar 912. Den fromme Notker forfattede dette Vers, mens
han engang ved Martinstobel betragtede nogle Folk, som med stor
Livsfare byggede en Bro over en dyb Afgrund. Siden blev dette
Vers ofte afsunget i Krigsslagets Farer, men senere kun ved Begra-
velser. Luther gjorde dette til Begyndelsen i sin Sang, men føiede
endnu hertil tvende meget gribeude Vers af hvilke det sidste indehol-
der de skjønneste Stedet-: »Hvor skulle vi da fly hen, hvor trygt vi
kunne havne? Til dig Herre Christ, alene. Udrundeu er dit dyre-
bare Blod: Det fyldestgjor for Sytid··——— Du evige Gud, lad os
ei falde fra den rette Troens Trøst.
. 17. Saa gaar du nu min Jesu kjær,
— At lide Dad for mig,
For mig, der saa stor Synder er
" Og titbedrover dig.
m–
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
