Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Reiseforteællinger - Tredie Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
—12—
Tredie Fortælling
Den tredie Reise, som jeg gjorde, skulde gaa meget langt og
vare længe, men den var dog snart forbi. Thi fra Barndommen
saf har jeg gjerne villet flhve langt og høit, men havdedog ikke de
rette Vinger dertil. .
Da jeg var omtrent fem Aar gammel, saa jeg flere Gange fra det
Bjerg, hvorpaa vor Kirke staar, og fra min Faders Have —- paa Af-
tenroden, hvorledes den, lig en Himmelhave fuld af Roser, stod bag
de vestlige Bjerges Fyrreskove. Det var mig, som maatte der være
Engle, der sang: ,,Ære være Gud i det Høie,« og som om man
maatte kunne høre Englene synge, naar man gik ind i Fyrreskoven
ogind i Aftenroden. Derfor besluttede jeg en Aften, at jeg vilde
gaa ind i Aftenroden og ind i den undergaaende Sol. Men alene
at gjore Reisen ønskede jeg ikke, en lille Søn afvor Nabo, der
var en fattig Parykmager, sik jeg derfor overtalt til at gaa med
mig, idet jeg til Belønning gav ham hele mit Aftenbrød. Saalænge
’den Lille havde sitsSmorrebrod at spise paa, gik han villig bagefter
mig, men da Brødet var fortæret, og jo længere vi kom frem paa
Veien imellem Havene ved Bjerget, jo høiere og længere Aftenroden
syntes fjernet fra os, da begyndte min Reisekammerat at tabe Lysten
og vilde slet ikke længere frem, men hjem til sin Moder. Men jeg »
kastede endnu et længselfuldt Blik ind i Aftenroden, der endnu fo-
rekom mig saa nærliggende og saa let at naa hen til, ,,naar kun den
lille Karl havde fulgt længere med-C men jeg maatte- vende tilbage
med ham. Aftenklokken lød netop, da jeg kom til mine Forældres
Hus, Aftenklokken, sont altid var et Tegn for os Børn paa, at vi
skulle samles med vore Forældre og andre Husets Folk til den fæl-
leds Andagt. Da bad jeg, staaende ved min Faders Knæ, foruden —
andre Bønner ogsaa hin lille Bon, som jeg endnu gjerne beder ved
Astenklokkens Klang:
Saa ofte jeg hører Klokken slaa,
Hjælp Gud, at jeg betænke maa,
At atter mit nsikre Livets Frist
En Time kortere bleven eft.
Dernrest fortsatte jeg:
»Herre, lær os at betænke, at vi maa dø, paa det at vi kunne
blive kloge. — Skab i mig, o Gud, et rent Hjerte, og giv mig en
ny, stadig Aand; forkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Hel-
ligaand fra mig.« «
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
